66 mio. kr. skal forskønne og forny bymidten i Nyborg
Foto: Jens Christian Top, Ritzau Scanpix

66 mio. kr. skal forskønne og forny bymidten i Nyborg

Der er udsigt til store investeringer i Nyborgs bymidte de kommende år, hvor et flertal i byrådet har afsat 66 mio. kr. til blandt andet nye pladser, en bypark, gaderenoveringer og en skøjtebane.

NYBORG: En slidt bymidte skal have den helt store makeover i Nyborg, hvor et byrådsflertal er indstillet på at investere 66 mio. i  strategiplanen 'En samlet by', der indgår i de kommende budgetforhandlinger.

Byprojektet har været til offentlig høring og bygger blandt andet på forslag fra nyborgenserne. I byrådet er Socialdemokraterne alene om modstanden mod planen.

Ifølge borgmester Kenneth Muhs (V) er investeringerne ikke set større, siden Christian den tredje udbyggede byens voldsystem og Nyborg Slot,  og prisen på godt 66 mio. kr. afskrækker ikke byrådsflertallet, selv om det ikke er muligt at realisere alle planens 23 projekter på een gang.

 - Men det vil komme til at ske hen over de kommende år, hvor vi kan se, der kan skabes huller til projekterne på vores anlægsbudgetter. Hvis vi skal gøre noget, skal det også være noget, der batter. Det er ikke nok at sætte et par bænke op hist og pist, siger Kenneth Muhs til Fyns Amts Avis.

Den største investering på 13 mio. kr. er til en ny passage mellem Kongegade og Mellemgade i Nyborg Centrum. Projektet indebærer blandt andet opkøb og nedrivning af bygninger i baggårdene, ny beplantning og kunst og vandpost i baggården.

11 mio. kr. er sat af til ny fortovsbelægning og en række nye træer i voldgaderne, og så er der afsat 10 mio. kr. til skøjtebane på torvet og legepladser i bymidten.

Der er afsat fem mio. kr. til bytræer - og en ny bypark bag Nyenstad er blevet tildelt 3,4 mio. kr..

Opdelt i tre etaper
Ifølge Kenneth Muhs indgår investeringerne i budgetforhandlingerne, der skydes i gang med et budgetseminar den 17. september.

De i alt 23 projekter er delt op i tre prioriteringslag. De lavest prioriterede- fire projekter - kan vente til efter åbningen af Nyborg Slot i 2023, hedder det i forslaget.

Ifølge chefkonsulent for regional udvikling i erhvervsorganisationen Dansk Erhverv, Per Thye Rasmussen, er Nyborg på rette spor.

- Det smager af at være intilligent byudvikling. Det er helt afgørende, at en Nyborg finder sit eget DNA og gør sig klart, hvad byen skal stå for. Hvis først man mister grebet om bymidten, mister man grebet om mange andre ting, så en handleplan for bykernen er den helt rigtige måde at gøre det på, fastslår Per Thye Rasmussen overfor Fyns Amts Avis.

Læs handleplanen for Nyborgs bymidte her

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
dkjob
www.mercuriurval.com
Fordi mennesker betyder alt