Ny måde at undgå ghettostempel: Få tjek på beboernes uddannelser
Lundtoftegade på Nørrebro i København.
Foto: Mads Claus Rasmussen, Ritzau Scanpix

Ny måde at undgå ghettostempel: Få tjek på beboernes uddannelser

Københavnske boligselskaber går på jagt efter beboere med uddannelser, der ikke er registreret i Danmark, for at komme på den rigtige side af et af ghetto-kriterierne.

KØBENHAVN: Den nye boligminister Kaare Dybvad (S) erklærede i juli, at 'som minister vil jeg som noget af det første stoppe med at bruge ghetto som begreb.' Men den årlige udpegning af socialt udsatte boligområder som både ghettoer og hårde ghettoer er der ikke ændret på - endnu da.

Mens boligselskaber med udpegede ghettoområder arbejder med frasalg af lejligheder, nyopførsler af nye lejlighedstyper for at tiltrække en mere blandet beboergruppe og nogle steder deciderede nedrivninger, er der dukket en ny metode op til at krybe ned under de statsligt fastsatte procenter for et af de fem kriterier.

Det gælder uddannelses-kriteriet, hvor den afgørende grænse er, om flere eller færre end 60 pct. af beboerne kun har grundskoleuddannelse. 

På Facebook så man i forrige uge et opslag fra AKB København Lundtoftegade, der efterlyste beboere med en uddannelse fra udlandet. Lundtoftegade er på ghettolisten, og 'det kan i sidste ende betyde, at 60 pct. af beboerne skal flytte', fremgik det.

Vi kan komme af listen, hvis blot 16 beboere med udenlandsk uddannelse kan få anerkendt deres uddannelse i Danmark, lød det med opfordring til at kontakte afdelingen. 

Bor du i AKB København Lundtoftegade og har du en uddannelse fra udlandet? Så har vi brug for dig! AKB København...

Slået op af Lundtoftegade, København NSøndag den 18. august 2019


En lignende manøvre kan bladet Boligen berette om fra boligområdet Bispeparken i Nordvest. For at undgå at komme på listen over 'hårde ghettoer' gik den boligsociale indsats også her på jagt efter beboere med uddannelser, der ikke var registreret i Danmark. Her er det boligselskabet fsb, der sender ansatte ud for at stemme dørklokker i området i projekt 'Uddannelsesregistrering i Bispeparken'.

Bispeparken opfylder fire ud af de fem ghetto-kriterier. Kriteriet om ledighed var åbenbart ikke et problem, men boligområdet har ifølge bladet for mange beboere med udenlandsk baggrund, for mange dømte, for mange med en lav gennemsnitsindkomst og for mange, som kun har en grundskoleuddannelse.

Ud af 1.567 beboere i området drejede det sig om at finde 17 personer, som skulle have en højere uddannelse, der ikke var registreret i Danmark. Det lykkedes at finde 22, hvoraf 20 siden er godkendt i Styrelsen for Forskning og Uddannelse.



 

 

 

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
Lundgaard
Nyhedsbrev