En naturbrand i Grønland, der har hærget nær Sisimiut siden 8. juli, er slukket. Det oplyser brigadechef i Beredskabsstyrelsen Stig Hammerhøj, der har været med i indsatsen i Grønland.
- Branden er slukket, og vi har etableret en standsningslinje, der hindrer, at hvis det blusser op igen, har vi en linje, der begrænser branden, dér hvor den truede med at brede sig, siger Stig Hammerhøj.
Tirsdag i sidste uge blev 38 danske brandfolk sendt til Grønland for at slukke naturbranden med forventning om, at indsatsen ville tage 14 dage. Det lykkedes dog, inden ugen var omme, og de danske brandfolk vender derfor hjem igen lørdag.
Brugte droner
Takket være kraftfuldt og innovativt udstyr fik brandmændene bugt med branden.
- Vi har haft flere og mere slagkraftige pumper med, end grønlænderne har til rådighed. Vi har også lavet og brugt mosespyd til at gennemvæde området, siger brigadechef Stig Hammershøj.
Mosespyd er et spidst rør med huller, som man sætter på en brandslange. Med dem er det muligt at slukke naturbrande nedefra.
- Med spyddene spuler man vand ned under jorden. Det kan være i revner og sprækker og i små kløfter, hvor branden faktisk bevæger sig nedad og ligger og ulmer. De huller har vi fyldt op med vand, siger Stig Hammerhøj.
Udover mosespyd og pumper brugte brandmændene droner til indsatsen for at få overblik over branden.
De flyver hjem igen lørdag med et af Forsvarets Hercules-fly. Indtil da vil de pakke, holde oplæg om slukningen for beredskabet i Grønland og se noget mere af landet.
- Det har jo været en kæmpe oplevelse for de folk, vi har sendt afsted. Rent fagligt er en brand dybest set en brand. Til gengæld er det spændende at se noget andet end Danmark, siger Stig Hammerhøj.
Han fortæller, at mosespyddene bliver i Sisimiut, så de kan benyttes til fremtidige naturbrande i området.
Rritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.