Nye folkeskoleelever har over de seneste ti år fået lidt længere til skole. I 2008 var medianafstanden til skole 1,3 kilometer for folkeskoleelever i 0. klasse, mens den var 1,5 kilometer i 2018.
Det er især børn uden for de store byer, der har fået længere til skole. Når man inddeler kommunerne i grupper er medianafstanden vokset med 245 meter i landkommuner og 212 meter i oplandskommuner, mens den i hovedstadskommuner og storbykommuner er vokset ganske lidt med henholdsvis 56 meter og 35 meter, viser en særkørsel fra Danmarks Statistik.
- De længere afstande kan blandt andet hænge sammen med, at en del kommuner lukkede en række små skoler i mindre byer i årene efter kommunalreformen, men der kan også være andre forklaringer, såsom flyttemønstre, samt at forældre ikke nødvendigvis vælger den skole, som ligger nærmest på hjemmet, siger fuldmægtig Lene Riberholdt fra Danmarks Statistik.
Også andelen af folkeskoleelever, som har mere end fem kilometer til skole, er steget siden 2008. Samlet set for hele landet er andelen steget fra 10,1 pct. i 2008 til 13,5 pct. i 2018.
Andelen er steget inden for alle fem kommunetyper. Mest i oplandskommunerne, hvor andelen er vokset med otte procentpoint og mindst i storbykommunerne, hvor den kun er blevet 0,8 procentpoint større i 2018 i forhold til 2008.
Andelen er overordnet set større i land- og oplandskommunerne end i de andre kommunegrupper. Her havde hver femte folkeskoleelev i 0. klasse mere end fem kilometer til skole.
Næsten to tredjedele af børnene (65 pct.) har dog fortsat under to kilometer til skole og mere end tre fjerdedele (77 pct.) under tre kilometer.
mk
Se flere tal hos Danmarks Statistik.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.