KØGE: PensionDanmark og byudviklingsselskabet Køge Kyst har indgået købsaftale om den mest kystnære etape i Køge Kysts udviklingsområde. På Søndre Havn skal pensionsselskabet opføre cirka 500 ejer- og lejeboliger indrettet til forskellige måder at bo og leve på.
Byggeriet omfatter omkring 45.000 etagekvadratmeter, hvor langt hovedparten er til boliger, men også med plads til mindre butikker, cafeer eller andre formål, der kan skabe liv og aktiviteter i kvarteret.
Projektet skal nu udvikles i et samarbejde mellem PensionDanmark og Køge Kyst med en ambition om at skabe en bæredygtig by i den bredeste forstand - både miljø- og energimæssigt, social- og sundhedsmæssigt og økonomisk. Fællesskaber og blandede boligformer i det enkelte boligbyggeri og på tværs i kvarteret skal understøttes for at få en mangfoldig bydel med fokus på kultur, byliv og kvalitet i arkitekturen.
- Området har den helt rigtige karakter til at skabe et byområde, som har alt det, der er vigtigt for et godt sted at bo. Vi er midt i byen og har samtidig både stranden, havnen og havet som nærmeste nabo. Jeg forventer mig meget af dette projekt, hvor den solide befolkningstilvækst i Køge giver efterspørgsel efter attraktive byrum med værdiskabende boliger og erhvervslejemål, siger Torben Möger Pedersen, adm. direktør i PensionDanmark.
Vision om bæredygtighed
Etapen er det hidtil største samlede boligprojekt i byudviklingsområdet, og Pension-Danmark vil arbejde tæt sammen med Køge Kyst om detaljerne i både boliger og i kvarteret.
- Vi har et fælles værdigrundlag for udviklingen af Søndre Havn, og vi glæder os til at komme i arbejdstøjet med en stærk og engageret partner. Køge Kyst bygger på en vision om bæredygtighed, og med denne aftale tror jeg, vi får taget vores hidtil største skridt mod et fælles mål om en fremtidssikret og grøn byudvikling. Vi har fået en partner, som ikke blot vil bygge boliger men også vil udvikle boligområdet, siger Anker Boye, bestyrelsesformand i Køge Kyst.
Som et led i aftalen er der givet håndslag på en dialogproces, så både kommende og nuværende beboere på Søndre Havn kan blande sig i debatten om, hvordan rammerne for det gode liv skal se ud.
- Køge har en række kvaliteter, som er vigtige at fastholde, når vi udvikler vores historiske by. Men vi har også nye unikke muligheder på Søndre Havn i et grønt kystområde i spadserafstand fra Torvet, handelsgader og togstation. Jeg ser frem til den kommende debat om udviklingen af området i samarbejde med PensionDanmark, siger Marie Stærke (S), borgmester i Køge Kommune.
Før PensionDanmark kan bygge i området, er det nødvendigt at håndtere den forurening, som ligger i jorden på den gamle industrigrund ved vandet. Køge Kyst går i gang med jordarbejdet og den oprensning, der tager hånd om tidligere tiders forurening fra industrien på baggrund af grundige miljøundersøgelser. Køge Kommune er i gang med planprocessen, og det forventes, at den nye bydel begynder at tage form i løbet af to til fire år.
MG
Køge Kyst
- Udviklingsområdet Køge Kyst er 24 hektar. Køge Kyst består af udviklingsområderne Søndre Havn, Stationsområdet og Collstropgrunden. Etapen SH4 på ca. 2 hektar er den fjerde etape ud af i alt seks etaper, som byudvikles på Søndre Havn.
- I alt omfatter Køge Kyst ca. 300.000 etagemeter boliger, detailhandel, erhverv og kultur. Projektet er ca. halvvejs og får ca. 4.000 nye beboere de næste 10 år.
- Fra den nyåbnede Køge Nord Station er der 25 minutter med tog til København H.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.