dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi
Tobias Nilsson, Ritzau Scanpix

Ombudsmanden: Kommuner og opholdssteder samarbejder fint

Overordnet er Ombudsmanden tilfreds med samarbejdet mellem kommuner og opholdssteder for asylbørn og -unge.

Folketingets Ombudsmand Jørgen Steen Sørensen har netop offentliggjort en undersøgelse, der kortlægger forholdene for asylbørn på fem private opholdssteder og fire børneasylcentre. Det er i mange tilfælde kommunerne, der placerer børnene på opholdsstederne. Derfor har et centralt spørgsmål været, om kommunerne får den rette underretning, hvis der er bekymring om et barns trivsel.

Det konkluderer ombudsmanden nu, at de gør. Personalet på opholdsstederne har underretningspligt over for kommunerne, som skal sikre, at kommunerne bliver gjort opmærksomme, hvis der er børn og unge, der kan have særlige behov for støtte. Herefter skal kommunen inden for 24 timer vurdere, om barnets eller den unges udvikling er i fare, og oplysningerne skal registreres centralt. 

På den baggrund vurderer Ombudsmanden, at der generelt er opmærksomhed om pligten til at underrette kommunen, og at der er tilstrækkeligt godt samarbejde mellem de anbringende kommuner og opholdsstederne, og 'det er af central betydning for at varetage barnets bedste'.

De fleste af stederne havde underrettet kommunerne i et eller flere tilfælde, og derfor finder Ombudsmanden ikke grundlag for at antage, at der ikke bliver underrettet, når der er anledning til det.

Generelt fokus på barnets bedste
- Det er glædeligt, at undersøgelsen generelt viser, at der er fokus på at sikre, at børnene og de unge bliver behandlet hensynsfuldt og i overensstemmelse med deres rettigheder, siger Folketingets Ombudsmand med henvisning til et andet stort spørgsmål, som besvares i undersøgelsen.

Nemlig om der generelt set er fokus på barnets bedste. Og det er der, konkluderer undersøgelsen.

Dog slås mange af børnene med alvorlige problemer, og ifølge undersøgelsen halter det flere steder med kendskabet til lovgivningen om magtanvendelse. Derfor kom Ombudsmanden blandt andet med anbefalinger til nogle af stederne. Magt kan nemlig være påkrævet for at sikre børnene og de unges ret til omsorg.

Mange steder er der udfordringer med børn og unge, som har mistet håbet som følge af afslag på ophold, som har et misbrug eller gadeorienteret adfærd, eller som forsvinder, lyder det. 

Vil diskutere forholdene
Selvom Ombudsmandens undersøgelse overordnet viser gode takter, har han besluttet at diskutere en række spørgsmål med de relevante myndigheder for at forbedre forholdene. Han har også rejst nogle sager af egen drift fx om tilsyn med den interne undervisning på børneasylcentre. 

Undersøgelsen omfatter ikke Udrejsecenter Sjælsmark, da det er et center for blandt andet familier med børn og altså ikke uledsagede mindreårige, som undersøgelsens besøg bygger på. 

Se hele Ombudsmandens undersøgelse her.

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/ombudsmanden-kommuner-og-opholdssteder-samarbejder-fint

GDPR