HØRSHOLM: En 47-årig tidligere områdeleder i Lions Børnehuse blev onsdag ved Retten i Helsingør idømt fængsel i et år og seks måneder. Dommen er gjort betinget, og den dømte skal inden for straffens periode udføre samfundstjeneste i 250 timer, betale 1,6 mio. kr. i erstatning til Hørsholm Kommune og sagens omkostninger. Det skriver Ugebladet Hørsholm.
Den omfattende svindelsag blev en ren tilståelsessag: Den 47-årige kvinde fra Rungsted erkendte, at hun mellem januar 2014 til november 2016 i mindst 200 tilfælde svindlede med bilag for ikke under 1,6 mio. kr. Plus at hun havde stjålet tre iPhone mobiltelefoner, hvor hun havde videresolgt den ene, beholdt den anden og foræret den tredje væk.
Den sigtede områdeleder blev kendt skyldig i tyveri og mandatsvig af særlig grov beskaffenhed, der ifølge anklageskriftet blev udført i tidsrummet januar 2014 til november 2016 ved dels brug af institutionens dankort, dels ved indkøb der efterfølgende er refunderet af institutionens kasse. Udlæggene summer op til mere end 1,6 mio. kr.
Skåret til efter sikre bilag
Oprindeligt lød anklagen på svindel for 2,2 mio. kr., og der var afsat 11 retsdage og indkaldt 35 vidner.
Når sagen beløbsmæssigt blev mindre, skyldes det ifølge anklager Robert Asger Hansen, at anklagemyndigheden havde 'skåret den til', så det kun var de helt sikre bilag, der blev taget med.
Den 47-årige og hendes advokat, Kristian Mølgaard, modtog dommen.
Anklageren sagde, at han lige vil læse den for at vurdere, om den skal gøres ubetinget, men var i øvrigt tilfreds med halvandet år.
Efter sagen kom frem, strammmede Hørsholm Kommune op på sine procedurer for at undgå gentagelsestilfælde. Siden juni 2017 har godkendelsen af personlige udlæg altid skullet gå igennem en sidestillet eller overordnet medarbejder.
MG
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.