
FOLKETINGET: De danske småøer får nu endnu en håndsrækning af et bredt flertal i Folketinget. Der sættes ekstra 5,3 mio. kr. af om året til lavere priser for færgebilletter til passagerer. Dermed får kommuner med ikkestatslige færgeruter mulighed for at sætte færgepriserne ned for passagerer.
- Det er vigtigt for at fastholde vækst og udvikling på øerne. Samtidig får de danske småøer større frihed til selv at vælge, hvordan de vil bruge ordningen med tilskud til lave priser, siger økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille (LA).
De ekstra penge skal sikre, at en række kommuner, som ellers ville få mindre i tilskud som følge af ændringer i passagerantallet, bliver kompenseret.
Bestemmer selv, hvordan tilskuddet bruges
Fremover må kommuner med små øer selv bestemme, hvornår de vil bruge tilskuddet inden for en samlet tidsramme på 46 uger. Dermed vil de 18 kommuner med små øer for eksempel kunne sætte priserne ned i skolernes sommerferie. Dette har ikke tidligere været muligt.
- For nogle øer giver det måske mening at gøre billetterne billigere i lavsæsonen for at tiltrække flere besøgende dér. For andre kan det give mening at gøre billetterne billigere i sommerferien, siger ministeren.
Markant flere passagerer tager en tur til for eksempel Læsø og Samsø, efter at Folketinget i 2016 og siden har sat penge af til, at prisen på færgebilletterne kunne sættes ned i månederne, der grænser op til højsæsonen.
Det kaldes landevejsprincippet, der er betegnelsen for, at det skal koste det samme at sejle med færge, som det vil koste at køre den tilsvarende strækning i bil.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.