KØBENHAVN: Økonomiudvalget i Københavns Kommune har på sit møde den 2. april besluttet at indlede en afskedigelsessag mod Torben Gleesborg, der er direktør i Teknik- og Miljøforvaltningen. Det sker efter anmodning fra teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen (EL) på baggrund af en advokatundersøgelse fra Bech Bruun om den såkaldte fortovsordning.
Den såkaldte fortovsordning, hvor Københavns Kommune i årevis lod husejere betale overpriser for kommunens service med at holde fortove rene endte sidste år med, at 72 gadefejere og 17 kontoransatte blev fyret.
De 4.190 ejendomme, der er tvunget til at betale til kommunens såkaldte fortovsordning, har betalt op mod 10 gange for høje priser sammenlignet med, hvad private firmaer kunne udføre arbejdet for. Det er i strid med vejloven, for kommunen må ikke opkræve højere priser end markedsprisen.
- Jeg har efter endt læsning af advokatundersøgelsen om fortovsordningen set mig nødsaget til at anmode Økonomiudvalget om at indlede en afskedigelsessag mod teknik- og miljøforvaltningens direktør Torben Gleesborg. Jeg kan ikke gå i flere detaljer med en personalesag, siger Ninna Hedeager Olsen (EL) i en pressemeddelelse.
Tager stilling 11. april
Når Borgerrepræsentationen har behandlet advokatundersøgelsen den 11. april, vil den blive tilgængelig i en anonymiseret version. Økonomiudvalget skal nu behandle en egentlig afskedigelsessag mod Torben Gleesborg. Den vil Borgerrepræsentationen efterfølgende skulle tage stilling til på sit møde den 11. april.
Ninna Hedeager Olsen har samtidig besluttet, hvordan hun ønsker at konstituere direktionen i Teknik- og Miljøforvaltningen. Hvis Borgerrepræsentationen godkender afskedigelsen af den nuværende administrerende direktør Pernille Andersen og direktør Torben Gleesborg på mødet 11. april, vil forvaltningens nuværende direktør Michel Schilling blive konstitueret som administrerende direktør fra den 12. april.
Nuværende vicedirektør i forvaltningen Hans Christian Karsten vil fra samme dato blive konstitueret som direktør. Og endelig vil Claus Andersen, der i dag er cheføkonom i Økonomiforvaltningen, også fra den 12. april blive konstitueret som direktør i Teknik- og Miljøforvaltningen.
MG
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.