Direktør fyret efter endnu en fejl i affaldsudbud i Sønderborg
Lars Riemann.
Foto: Sønderborg Forsyning

Direktør fyret efter endnu en fejl i affaldsudbud i Sønderborg

Udbud skal gå om. Igen. Og tredje gang byder Sønderborg Forsyning ikke selv efter kiks i de to første udbud.
27. MAR 2019 13.50

SØNDERBORG: Et heftigt forløb med regnefejl, udbud der gik om og nu fejl i det nye udbud, blev det onsdag for meget for bestyrelsen for Sønderborg Forsyning. Direktør Lars Riemann er blevet afskediget.

Forløbet begyndte med, at Sønderborg Forsyning selv vandt et udbud til en vild underpris, der påkaldte sig protester og formelle klager fra private vognmænd. Efter at have genberegnet og forsikret at alle tal holdt vand, vendte forsyningssselskabet på en tallerken efter alligevel at have fundet en fejl. Og da udbuddet var gået om, kom man nu senest til at udråbe en vinder, der ikke opfyldte specifikationerne.

Bestyrelsen klandrer også sin rådgiver Cowi for dette kiks og varsler overfor JydskeVestkysten 'en særskilt drøftelse med Cowi i forhold deres rådgiveransvar'. Men i forhold til direktøren mener bestyrelsen alligevel,  at 'der er behov for en ny start med nye kræfter', siger bestyrelsens næstformand Peter Hansen til avisen.

Opgaven sendes nu i udbud for tredje gang, og denne gang afstår Sønderborg Forsyning fra selv at melde sig blandt byderne. Samtidig igangsættes en proces med at rekruttere en ny direktør.

mk

 

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
dkjob
www.mercuriurval.com
Fordi mennesker betyder alt