dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi

Unge overvejer erhverv men ender på gymnasiet

Unge fravælger erhvervsuddannelser, fordi de ikke tror, de passer ind - og fordi de ikke føler sig klar til at vælge erhverv allerede i 9. klasse, viser undersøgelse.
26. MAR 2019 7.03

Erhvervsuddannelserne har været i spil som mulig fremtidsplan for mange unge, der søger ind i gymnasiet efter 9. klasse. Én af de vigtigste grunde til, at de unge går bort fra idéen, er, at de ikke er klar til et erhvervsvalg.
 
Det viser en ny undersøgelse fra Danmarks Evalueringsinstitut (EVA), der dokumenter, at cirka hver fjerde ung, der søgte ind på gymnasiet efter 9. klasse i 2018, også har haft en erhvervsuddannelse i tankerne - men de endte altså alligevel med at vælge gymnasiet. 

- Der er en gruppe elever, der egentlig har haft erhvervsskolen på bordet som fremtidsplan, men som alligevel går bort fra idéen og vælger gymnasiet i stedet, siger Camilla Hutters, chef for EVA's område for ungdomsuddannelser i en pressemeddelelse.

I 2018 gik 45 pct. af de unge videre på en ungdomsuddannelse efter 9. klasse - 39 pct. søgte ind i gymnasiet, mens kun seks pct. søgte ind på en erhvervsuddannelse. Af dem, der vælger gymnasiet, var det 24 pct., der også havde overvejet en erhvervsuddannelse.

Ikke klar til karrierevalg efter 9. klasse
Der er især to grunde til de unges fravalg. For det første tror de unge ikke, at de vil passe ind på en erhvervsskole, for det andet siger mange, at de ikke føler sig klar til at vælge et konkret erhverv i så ung en alder.

For andre unge har det spillet ind, at der ikke var nogen af erhvervsuddannelserne, der appellerede til dem, ligesom de oplever, at en erhvervsuddannelse vil give dem dårlige muligheder for at videreuddanne sig. Ting som erhvervsskolernes dårlige omdømme eller manglen på praktikpladser spiller derimod en meget lille rolle i de unges fravalg, viser undersøgelsen.

'Fødekæden' bør tænkes om
For de unge, som vælger erhvervsskolen, er den mest tungtvejende faktor for deres valg, at de allerede ved, hvilket job de vil have, og at vejen derhen går via EUD.

- Det bekræfter os i, at en af de allerstørste barrierer for at få flere unge til at starte på en erhvervsuddannelse er, at mange unge har svært ved allerede i 9. klasse at lægge sig fast på fremtidigt erhverv. Det er der ganske få 15-16-årige, der føler sig parate til, siger Camilla Hutters.

- Derfor bør man overveje, om hele 'fødekæden' fra grundskolen til ungdomsuddannelsessystemet egentlig er så hensigtsmæssigt indrettet. For selv om man gør mere og mere i grundskolen for at give de unge indsigt i sig selv og i de forskellige karriereveje, bør vi også efterhånden tage til efterretning, at ganske få unge føler sig klar til et erhvervsvalg så tidligt, tilføjer Camilla Hutters.

 MG

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/unge-overvejer-erhverv-men-ender-p-gymnasiet

GDPR