Undervisningssteder for voksne, de såkaldte VUC-centre, lukker og slukker i otte danske provinsbyer til sommer. Det betyder, at ufaglærte i yderdanmark mange steder må kigge langt efter et dansk-kursus, skriver Avisen.dk.
Det er allerede besluttet, at VUC i Hirtshals, Ebeltoft, Brovst, Grindsted, Frederiksværk, Rudkøbing, Frederikssund og Varde drejer nøglen om efter mange års økonomiske besparelser.
Derudover er 25 undervisningssteder andre steder i landet lukningstruede på grund af blandt andet massive besparelser på de seneste års finanslove samt den nye FGU-uddannelse.
1,6 mia. kr. i besparelser på tre år
I dag er der 85 VUC-afdelinger fordelt på 30 VUC-centre. Fra 2016 til 2019 er der samlet gennemført besparelser på området på 1,6 mia. kr., ifølge Uddannelsesforbundet, Gymnasieskolernes Lærerforening og Danske HF og VUC.
Samtidig er tilgangen af elever faldet de senere år i takt med højkonjunkturen. Mange unge og voksne har fået job og droppet kurserne.
De tre organisationer har for nylig henvendt sig til undervisningsminister Merete Riisager (LA) og gjort opmærksom på uddannelsernes pressede økonomi. I et svarbrev til organisationerne skriver ministeren blandt andet:
'Jeg er meget optaget af, at vi i Danmark har et geografisk bredt udbud af almene voksenuddannelser og er enig i, at det er vigtigt at have fokus på fremadrettet'.
I brevet noterer hun også, at regeringen har besluttet at gennemføre et eftersyn af taxameter- og tilskudssystemet.
Eftersynet afsluttes i efteråret 2019, skriver hun. Derefter skal der være en uddannelsespolitisk drøftelse af, hvilken rolle de almene voksenuddannelser skal spille fremadrettet.
ibs
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.