ALBERTSLUND: 28 overgreb. Så mange blev en tidligere pædagogmedhjælper dømt for at have begået i marts sidste år gennem en periode på 20 år. 23 af overgrebene blev begået i en institution i Albertslund Kommune, og kommunens håndtering af sagen har mødt kritik fra flere sider. Nu er borgmesteren klar til at genvurdere sagen - blandt andet overstregninger i KL-rapport.
Da kommunen blev opmærksom på sagen, bestilte den en rapport fra KL, der skulle 'kunne anvendes som læring i en bredere sammenhæng'. Rapporten, som DR har fået aktindsigt i, indeholdt blandt andet interviews med pædagogmedhjælperens kolleger.
Men i rapporten valgte Albertslund at overstrege vigtige passager, hvor nu tidligere kolleger fortæller om oplevelser med den 48-årige Per Pedersen. Passager, hvor de eksempelvis kan fortælle, at han kunne være halvanden time om at skifte ble og andre oplevelser, som ellers skulle bruges til at vise, hvilke signaler eller handlinger, man som kollega kan være opmærksom på.
Og passager som ifølge kommunen indeholdt personfølsomme oplysninger - derfor overstregningerne. Men det kan være direkte ulovligt at hemmeligholde den slags oplysninger, vurderer Sten Bønsing, professor i forvaltningsret.
- Jeg mener ikke, at der er nogen af de her tilbageholdte oplysninger, som er så følsomme eller personlige, at man kan undtage dem fra aktindsigt. Der er tale om forholdsvis banale beskrivelser af arbejdsgange og problemer, der har været i institutionen, siger Sten Bønsing til DR.
Han understreger også, at det er en del af offentlighedsprincippet i Danmark, at offentlige myndigheder skal kunne stå på mål for de beslutninger, der træffes hos offentlige myndigheder.
Derfor er Albertslunds borgmester, Steen Christiansen (S), også klar til at genvurdere sagen, hvis de eksperter, DR har spurgt, har ret.
- Den her sag er så bekymrende, at den griber i hjertet. Hvis det er sådan, at I (DR, red.) har eksperter, der siger, at dele af det materiale kan offentliggøres, vil vi naturligvis genvurdere sagen på baggrund af de informationer, siger han til DR.
Kommunen er også blevet kritiseret for, at den var for længe om at henvise de udsatte børn til børnehuset og for ikke at have styr på sin beredskabsplan. Det har betydet, at Socialstyrelsen skal tjekke alle kommuners beredskab i tilfælde af overgreb.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.