dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
DK Debat

Jakob Ellemann rejser hjem fra Folkemøde til alvorligt kræftsyg far

16. JUN 2022 11.55
Uffe Ellemann-Jensen (V) har i længere tid været syg af kræft. Han er mandag blevet indlagt på Rigshospitalet.

Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, og folketingsmedlem Karen Ellemann (V) rejser torsdag hjem fra Folkemødet på Bornholm.

Årsagen er, at deres far, tidligere udenrigsminister og tidligere formand for Venstre Uffe Ellemann-Jensen (V), er alvorligt syg og har fået det værre over de seneste timer.

Det skriver Jakob Ellemann-Jensen torsdag kort før middag på Facebook.

- I mandags blev vores far indlagt på Rigshospitalet. Han er alvorligt syg med kræft, som han har været plaget af i en årrække. Det er desværre blevet værre over de seneste timer, skriver V-formanden.

- Derfor er vi begge på vej tilbage fra Folkemødet på Bornholm for at være hos ham sammen med familien.

- De næste dage bliver afgørende, og derfor vil vi prioritere at være hos ham, skriver de i et fælles opslag.

80-årige Uffe Ellemann-Jensen har gennem længere tid været syg af kræft.

/ritzau/