Nasa udelukker kinesiske statsborgere fra rumprogrammer
Der er ifølge Nasa et nyt rumkapløb i gang, og USA vil være de første til at sætte fødder på Mars.
Nasa blokerer kinesiske statsborgere med amerikansk visa fra at arbejde på rumprogrammer.
Det skriver Bloomberg News ifølge Reuters.
Onsdag præsenterer USA's rumfartsagentur, Nasa, samtidig nye fund fra Mars, som ifølge forskere kan være tegn på tidligere liv på planeten.
Ved pressemødet siger Sean Duffy, øverste chef i Nasa og USA's transportminister, at USA befinder sig i et "nyt rumkapløb".
- Kineserne vil til Månen før os. Det kommer ikke til at ske, siger han og fortsætter:
- USA har ført kapløbet før, og vi vil fortsætte med at føre i Rummet i fremtiden.
En række amerikanske rummissioner er planlagt under navnet Artemis.
Næste år vil USA sende fire astronauter "tilbage til Månen, men vi flyver rundt om Månen", forklarer Sean Duffy om Artemis II.
Ifølge Nasa-lederen vil Artemis III følge efter inden for to år.
- Vi skal tilbage til Månen. Denne gang bliver vi der i længere tid i starten, men vi vil have en længerevarende tilstedeværelse af liv på Månen, anført af USA, siger Sean Duffy.
Ifølge ham skal månemissionen bane vejen for, at USA bliver det første land til at sætte fødder på Mars.
/ritzau/






















