Du skal være logget ind for at kunne deltage i debatten
Kæden er hoppet helt af i landets største kommune. For beskyttelsen af vores tillidsvalgte er en principsag for hele fagbevægelsen og en grundsten i den danske model.
Fyringerne af den tillidsvalgte HK’er og også to tillidsvalgte DJØF’ere er langt fra betinget af de ’tvingende årsager’. Ifølge alle aftaler skal tillidsvalgte være de sidste blandt ligemænd, der prikkes i forbindelse med sparerunder. Men det er der overhovedet ikke tale om i dettes tilfælde. Derfor vil jeg gøre alt for at få fyringen omstødt.
Københavns Kommunes fremfærd er kimen til en bombe under hele det fagretslige system. Hvis kommunens handlemåde kommer til at danne forbillede for andre offentlige arbejdsgivere, risikerer vi, at hele tillidsmandssystemet smelter ned. Det vil i givet fald resultere i kaotiske tilstande. Den kommunale arbejdsgiver bør jo i høj grad også have en interesse i at støtte op om samarbejdet og at pleje relationerne med de ansattes repræsentanter.
I fremtiden vil det blive ekstremt svært at rekruttere tillidsrepræsentanter, hvis arbejdsgiverne fremover får held til at eliminere deres fremmeste samarbejdspartnere.
Hvis ikke de tillidsvalgte er beskyttede mod fyringer vil det mildt sagt være meget lidt attraktivt at stille op til et tillidshverv. Det duer simpelthen ikke, for tillidsrepræsentanterne er omdrejningspunkter i hele den danske samarbejdsmodel.
Jeg fatter ganske enkelt ikke, at en kommune som København, der har mere end 45.000 ansatte, og som i øvrigt slår sig op på at stå vagt om samarbejdet med de ansatte, ikke har viljen til at omplacere de tillidsvalgte. Men jeg har da lov at håbe, at de varslede fyringer beror på en simpel fejl begrundet i uvidenhed om vores danske model.
Winnie Axelsen, formand HK Kommunal Hovedstaden