Kommunen.dk
DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Social
DK Indkøb
DK Sundhed
DK Teknik
DK Økonomi
DK Job
DK Debat

Du skal være logget ind for at kunne deltage i debatten

  • Kommunerne har længe været klar til at løse opgaven med opsætning af ladestandere, så markant flere elbiler kan komme ud at køre. Lovgivningen er dog først på plads om et år. Det kalder på akut handling fra regeringen, der omgående bør sikre mulighed for at lade kommunerne udrulle ladestandere, som kan bruges af mange flere.

    Kommunerne kæmper for en ambitiøs og hurtig grøn omstilling af transportsektoren, og elbiler er en del af løsningen.

    Der er dog et stykke vej endnu, da kun 21.500 personbiler er eldrevne. Det svarer til, at 0,8 procent af bilerne i dag kører på el. Hvis flere skal skifte fra benzin og diesel til el, kræver det udrulning af en effektiv ladeinfrastruktur, der sikrer, at det er muligt at køre i elbil i hele landet.

    Med den nuværende lovgivning stiller regeringen krav om, at kommunerne skal investere i ladestandere ved offentlige bygninger som biblioteker og svømmehaller. Samtidig tager det et helt år at få en ny lovgivning på plads, der gør det lovligt for kommunens borgere at anvende ladestanderne.

    Gladsaxe Kommune er en af de kommuner, der går forrest i den grønne omstilling af transporten og har investeret massivt i opsætning af ladestandere. Desværre skaber ladepladserne ingen grøn værdi, da de lige nu står tomme hen. Den nuværende lovning spænder nemlig ben for, at ladestanderne kan bruges af Gladsaxes borgere.

    Uanset hvor mange elbiler vi sigter efter, er det helt sikkert, at elbilerne ingen vegne kommer, hvis de ikke kan blive ladet op. Derfor er det helt afgørende, at der er nok ladekapacitet til hele landet, og ikke kun i de større byer og langs det overordnede vejnet.

    De nuværende forhold for elbiler er på ingen måde acceptable. Den utilstrækkelige lovgivning er spild af offentlige ressourcer og modarbejder de politiske fælles ambitioner, der er om den grønne omstilling af transporten.

    Kommunerne har længe været er klar til at løse opgaven med opsætning af ladestandere, så flere elbiler kan komme ud at køre på de danske veje. Den nuværende lovgivning er imidlertid ikke indrettet til at sikre en effektiv ladeinfrastruktur.

    Den grønne omstilling af personbilerne bliver kun til virkelighed, hvis regeringen tager ansvar for at sikre udrulningen af en effektiv ladeinfrastruktur.

    Der skal sættes skub i arbejdet med en fornuftig ændring af lovgivningen, ligesom Ladestanderbekendtgørelsen også omgående bør ændres. Det er afgørende for, at kommunerne får mulighed for at opsætte ladestandere, så markant flere elbiler kan komme ud at køre. Til gavn for borgere og klima.

    Birgit S. Hansen (S), formand for KL’s Miljø- og Forsyningsudvalg