Du skal være logget ind for at kunne deltage i debatten
Kommunerne i Danmark sidder med en af nøglerne til en grønnere fremtid. For ligesom du og jeg kan gøre vores ved at spare på energien, genbruge regnvand og købe bæredygtige byggematerialer eller madvarer, så kan kommunerne gør det samme.
Kommunerne har ansvaret for 70 pct. af de offentlige bygninger, og de køber hvert år ind for næsten 100 mia. kr. Vores lokale kommuner Hedensted, Horsens, Odder og Samsø vil kunne gøre en forskel, hvis de hver gang de købte alt fra kuglepenne til busdrift, nye vinduer eller renoverer bygninger tænkte bæredygtigt og klimavenligt. Odder og Samsø har allerede sat fokus på bæredygtighed i deres indkøbspolitik. Det er en god start. DI Horsens opfordrer hermed borgmestrene i alle fire kommuner til at gå forrest og købe ind efter en målsætning om, at mindst 80 pct. af alle offentlige indkøb skal være bæredygtige.
Kommunerne har også et ansvar i forhold til at gøre det attraktivt for borgere og virksomheder at vælge den grønne vej. Fx ved at sikre, at lokalplanerne giver mulighed for opstilling af ladestandere til el-biler eller gøre det attraktivt for virksomhederne at sende overskudsvarme ind i fjernvarmesystemerne.
Kære Horsens, Hedensted, Odder og Samsø kommuner. Jeg ved, at I er ambitiøse og har en masse grønne ideer og tiltag på tegnebrættet. I har mulighed for at vise vejen til en grønnere fremtid med jeres handlinger. Samsø har f.eks. længe været en af de grønne frontløbere, men alle fire kommuner kan gøre endnu mere. Erhvervslivet fremstiller og udvikler nødvendige løsninger til et bedre klima. Derfor er det vigtigt med dialog og partnerskaber mellem kommuner og erhvervsliv.
DI har netop lanceret pjecen ”13 grønne anbefalinger til kommunerne”, hvor I kan hente inspiration. Jeg ser frem til, at det igen bliver muligt at besøge jer og få en god dialog om, hvor I som kommuner sidder med nøglen til en grønnere fremtid.
Af formand for DI Horsens Johannes Saugbjerg