Yderligere seks er døde med corona - tre mere indlagt

Antallet af coronapatienter på sygehusene stiger lidt. 10.858 personer er testet positiv for coronavirus.
16. MAJ 2020 15.12
TEMA: Corona

Antallet af coronarelaterede dødsfald stiger med seks til 543 personer. Desuden stiger antallet af indlagte med tre personer til 140. Det viser de seneste tal lørdag eftermiddag fra Statens Serum Institut. Selv om antallet af indlagte stiger lidt, falder antallet af personer på intensivafdeling og i respirator dog. 28 er således på intensivafdeling, og 22 er lagt i respirator.

Det er fortsat Region Hovedstaden, der har fleste coronasmittede indlagt. Dernæst følger Region Sjælland. De øvrige regioner - Syddanmark, Midtjylland og Nordjylland - har til sammen blot 29 indlagte med coronavirus. Af tallene kan man også se, at antallet af bekræftet smittede stiger med 67 personer til 10.858 personer. Det skal tages med et forbehold, da det ikke er alle med corona, der oplever symptomer og bliver testet.

Over 10.000 flere testet

379.482 danskere er registreret testet. Det er 10.593 flere end den seneste opgørelse fredag. Opgørelsen omfatter test, hvor svaret foreligger, og konklusionen er entydig, skriver Statens Serum Institut. Langt hovedparten af de smittede har overstået infektionen. Det gælder således 9.108 personer. Det svarer til 83 pct.

Det betyder, at de 14 dage efter den positive test ikke er enten indlagt eller døde. Statens Serum Institut har tidligere opgjort, at smittetrykket har været faldende fra 0,9 til 0,7 trods den begyndende genåbning af samfundet. Det vil sige, at en smittet person med coronavirus i gennemsnit smitter 0,7 andre. Så længe tallet er under 1, så er epidemien aftagende.

På den baggrund har statsminister Mette Frederiksen (S) varslet, at hun vil drøfte muligheden for at fremskynde dele af genåbningen. Det vil der blive forhandlet om på onsdag. På mandag genåbner mange restauranter og caféer, ligesom efterskoleelever og de ældste elever i folkeskolen vender tilbage til skolebænken.

Ritzau

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
dkjob
www.mercuriurval.com
Fordi mennesker betyder alt