
HADERSLEV: VUC Syds bestyrelse - med Haderslevs borgmester i spidsen - gav den tidligere VUC-direktør, Hans Jørgen Hansen, en bonus på 90.000 kr. på et delvist misvisende grundlag.
Det fremgår af en række dokumenter, som Radio24syv er kommet i besiddelse af, og institutionen kritiseres nu for at have sminket arbejdsmiljøet blandt de ansatte, så det over for bestyrelsen fremstod langt pænere, end det reelt var.
Det skete i september 2015, da bestyrelsen skulle tage stilling til den daværende direktørs resultatkontrakt, hvor Hans Jørgen Hansen kunne opnå en bonus på 90.000 kr.
Arbejdsmiljø styrtdykkede
Blandt kriterierne for at udmønte de 90.000 kr. til den daværende direktør, indgik det som en central betingelse, at arbejdsmiljøet 'på signifikante områder skulle være forbedret' i forhold til 2013.
Og som hjælp til at tage stilling til det fik bestyrelsens medlemmer et kort referat om, at den nye medarbejdertilfredshedsundersøgelse fra 2015 havde vist, at tilfredsheden lå på et middel niveau. Der var ikke sket væsentlige forbedringer, men på nogle områder var der en høj tilfredshed, lød det i referatet.
Og det godtog bestyrelsen og udmøntede en bonus på 90.000 kr. til direktøren. Men stik imod referatet til bestyrelsen viser det sig nu, at arbejdsmiljøet på VUC Syd styrtdykkede fra 2013 til 2015.
Det viser de to medarbejdertilfredshedsundersøgelser, som Radio24syv er i besiddelse af, og dermed har Hans Jørgen Hansen fået sin bonus på baggrund af misvisende oplysninger om arbejdsmiljøet, mener Bente Hagelund, jurist og rektor ved Folkeuniversitetet i København.
Bestyrelsen har truffet sin beslutning på et ikke-tilstrækkeligt grundlag, konstaterer hun efter at have gennemgået sagen.
Sminket i bestyrelsesbilagene
Det samme mener tidligere professor i arbejdsmiljø Tage Søndergård Kristensen, der i dag er konsulent i virksomheden Task-Consult.
- Hvis resultatlønnen er baseret på, at det skal gå bedre med medarbejdertilfredsheden, så er det direkte forkert. Det går faktisk værre, og det tyder på, at bestyrelsen enten ikke har set de to undersøgelser, eller også har de sovet i timen, siger han.
Beslutningen om at give Hans Jørgen Hansen sin fulde bonus blev truffet på et bestyrelsesmøde den 16. september 2015, og ordlyden af det misvisende referat om arbejdsmiljøet var:
'MTU’en fra foråret 2015 har vist, at tilfredsheden på VUC Syd ligger på et middel niveau, og at der ikke er sket væsentlige forbedringer sammenlignet med 2013-MTU’en. Dog fremgår det af resultatet, at der er inden for en række områder er en relativ høj medarbejdertilfredshed.'
Men den beskrivelse er i direkte strid med sandheden, mener Tage Søndergård Kristensen.
- Udviklingen fra 2013 til 2015 har været negativ på næsten alle væsentlige områder. Der har været en klar tilbagegang vedrørende arbejdsglæde, tilfredshed, motivation, troskab, omdømme og øverste ledelse, siger han og mener derfor, at der sminket i bestyrelsesbilagene.
- Der står, at der ikke er sket væsentlige forbedringer, men det er en mærkelig ting at skrive, når der på alle punkter er sket forværringer. Så man må sige, at det er en meget sminket udgave af virkeligheden, siger Tage Søndergård Kristensen.
Misvisende
Eksempelvis viser de interne MTU-undersøgelser, at medarbejderne vurderer den øverste ledelses ‘etik og moral’ til en score på 45 ud af 100 mulige.
Det er en tilbagegang på 8 procentpoint i forhold til 2013 og markant under de øvrige VUC’er i landet, som scorer 62 point i gennemsnit, mens arbejdsmarkedet generelt ligger på 72 ud af 100 point.
Tage Søndergård Kristensen undrer sig derfor over, at der står i bestyrelsesreferatet fra VUC, at medarbejdertilfredsheden ligger på et middel niveau.
- I forhold til resten af arbejdsmarkedet ligger VUC Syd endog meget dårligt. Dette gælder på alle de relevante parametre, siger han og kalder det samlede billede, der bliver tegnet for bestyrelsen, for ‘misvisende’:
- Ingen af disse ting fremgår af referatet, der således er klart misvisende. Det er endvidere direkte forkert, at VUC Syd ligger på et middel niveau. Det er rigtigt, at der ‘ikke er sket væsentlige forbedringer’, men der skulle have stået, at der var sket væsentlige forværringer, siger han.
Pligt til at undersøge sager
Ifølge Bente Hagelund har bestyrelsen pligt til at undersøge sager til bunds, før den træffer en beslutning.
- VUC er en offentlig myndighed, og den offentlige myndighed er så ledet af et kollegialt organ. Du kan sammenligne det med en kommunalbestyrelse. Det vil sige, at der hvor bestyrelsen i VUC Syd skal træffe beslutninger skal de gøre det på samme måde, som hvis de havde været ansat i en kommune eller en statslig styrelse. Det er de samme regler, der gælder for dem, siger Bente Hagelund og henviser til det, der hedder undersøgelsesprincippet i forvaltningsloven.
I bestyrelsesreferatet og af notaterne i sagen fremgår det ikke, hvorfor bestyrelsen vælger at udbetale den fulde bonus, selv om der ikke er sket signifikante forbedringer - men derimod forringelser - af arbejdsmiljøet på VUC Syd.
Hverken bestyrelsesformand Hans Peter Geil, der også er borgmester for Venstre i Haderslev Kommune, eller den konstituerede direktør for VUC Syd, Vinnie Lerche, har ønsket at stille op til interview i sagen.
Og den tidligere VUC Syd-direktør Hans Jørgen Hansen er ikke vendt tilbage på Radio24syvs henvendelser.
sl
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.