ÅRHUS: Sent fredag eftermiddag meddelte Beskæftigelsesministeriet, hvor man skal placere landets fem nye sagsbehandlingscentre. Det får betydning for ca. 2.000 medarbejdere landet over.
Den århusianske sundhed- og omsorgsrådmand, Dorthe Laustsen (SF), er rasende over måden beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V) har meldt det ud på.
- Kl. 15.30 fredag eftermiddag, lige inden ministeren selv går på ferie, sender hun en pressemeddelelse ud om, at 2.000 ansatte skal tvangsflyttes. Det er kynisk og usympatisk, siger rådmanden, hvis egen afdeling selv skal vinke farvel til ca. 60 medarbejdere. Kun halvdelen har modtaget beskeden. Resten er på ferie.
Dorthe Laustsen er enig i, at det er en god idé, at offentlige arbejdspladser flyttes til udkantsdanmark.
- Jeg er selv opvokset i udkantsdanmark og bestemt tilhænger af, at man styrker de trængte randområder i landet, men når man flytter jobs, så flytter man ikke bare et skrivebord og en kaffekop. Det er mennesker og familier, man flytter, og det kan man altså ikke være bekendt at gøre med en badebold under armen, siger Dorthe Laustsen.
Rådmanden mener desuden, at det kan få alvorlige konsekvenser for borgerbetjeningen.
- Det tager over halvanden time fra Århus til Holstebro, hvor det nye center skal ligge, og de fleste ansatte vil nok finde sig et andet arbejde så hurtigt som muligt. Og det vil betyde ringere betjening af de borgere, der skal have pension og boligstøtte, siger hun.
mou
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.