dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi
Det næste år forsøger Vordingborg sig med en ordning, der gør det muligt for administrative medarbejdere, selv at tilrettelægge deres arbejdstid.
Christian Lindgren/Ritzau Scanpix

Vordingborg forsøger sig med fleksibel arbejdstid

Det næste års tid skal medarbejdere i kommunens administration forsøge sig med fleksibel arbejdstid. De kan sammen med deres leder selv vælge, hvornår de arbejder i hverdagene.

VORDINGBORG: Det skal være nemmere at få hverdagen til at gå op i Vordingborg Kommune. Derfor har man igangsat en ordning med fleksibel arbejdstid for medarbejdere i kommunens administration.

Ordningen betyder, at den enkelte medarbejder kan indgå en skriftlig aftale med sin leder om, hvordan man ønsker at tilrettelægge sine arbejdsdage i tidsrummet 06.00 til 22.00 på ugens fem hverdage. 

Ifølge kommunen er det et forsøg på at blive en mere moderne arbejdsplads, som tilgodeser medarbejdernes liv udenfor kontoret:

- Med den her ordning kan man tilgodese børnefamilierne, der gerne vil hente børnene tidligt. Eller medarbejdere, der godt kunne bruge en ekstra dag til at restituere. Der er så mange muligheder, siger næstformand i kommunens hovedudvalg og fællestillidsrepræsentant for HK’erne Nina Andersen.

Forsøges i et år

Den nye ordning med fleksibel arbejdstid skal til en start køre i et år. Herefter vil man evaluere, hvordan det er gået. 

For at sikre, at medarbejderne stadig kan afholde møder, og at de ser hinanden, er det et krav, at medarbejderne som udgangspunkt skal være på arbejde i tidsrummet 9-14 på de dage, de arbejder. 

- Det er rigtigt godt, at den enkelte medarbejder får mere frihed til selv at tilrettelægge sit arbejdsliv. Samtidig er det også vigtigt, at man bliver en del af det gode fællesskab på arbejdspladsen. Vi tror på, at gode, positive relationer mellem medarbejderne er med til at skabe en stærk holdånd, som både er vigtigt for os som arbejdsgiver, men også for medarbejdernes trivsel, siger kommunaldirektør Kristina Koch Sloth. 

Indtil videre er ordningen indgået med ni forskellige faggrupper, og flere har vist interesse. Spørger man Nina Andersen, må mange flere medarbejdere gerne forsøge sig med en ordning om fleksibel arbejdstid: 

- Vi vil helst have så mange som muligt, der forsøger sig med forskellige ordninger, så vi har et godt erfaringsgrundlag at afrapportere til kommunalbestyrelsen, når testperioden udløber.

lal

 

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/vordingborg-forsoeger-sig-med-fleksibel-arbejdstid

GDPR