
HVIDOVRE: En væltet øl blev anledningen til en voldsepisode, der efter at have været behandlet i Retten i Glostrup ender med en betinget fængselsstraf på 14 dage til en 61-årig mand, der under en festlighed i maj i år flere gange skubbede til den 73-årige lokalpolitiker Arne Bech fra Hvidovrelisten.
Manden er nu blevet dømt efter den almindelige voldsparagraf - og ikke efter straffelovens paragraf 119, der retter sig mod vold mod personer i offentlig tjeneste, som han ellers var sigtet for. Det fremgår af domsudskriftet.
Arne Bech har forklaret, at han som kommunalbestyrelsesmedlem var inviteret til Hvidovre Kulturråds 50 års jubilæum i Hvidovre Medborgerhus den 20. maj. I retten forklarede Arne Bech, at han under en optræden med sangeren Lis Sørensen rejste sig for at gå længere frem i lokalet, og at den 61-årige råbte til ham: 'Du har væltet min øl - den har kostet 30 kr. - giv mig en ny'.
Ifølge Arne Bechs - og et vidnes - forklaring greb tiltalte fat i ham med begge hænder og skubbede ham i brystet med stødende bevægelser, og at han faldt.
Den 61-årige forklarede derimod, at han efter at have sagt det med den væltede øl muligvis havde trukket lidt i Arne Bech, der faldt eller gled ned på gulvet. Han havde dog først opdaget, at manden var Arne Bech, da han ville rejse manden op.
Retten fandt det bevist, at Arne Bech blev skubbet flere gange, og at den 61-årige dermed var skyldig i vold. Samtidig var der efter bevisførelsen ikke 'det fornødne grundlag for at henføre forholdet under straffelovens § 119, stk. 1.' - der handler om vold mod personer i offentlig tjeneste.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.