
Mens flere love tilknyttet ældrereformen - blandt andet den kommende ældrelov - er sendt i høring, lancerer Vive (Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd) nu tre modeller for det fremtidige tilsyn med landets plejehjem.
I forbindelse med aftalen om ældrereformen, indgået i april af regeringen og partierne K, R, SF, LA og DD, er parterne blevet enige om, at der med reformen skal indføres koordineret tilsyn på plejehjemmene - det såkaldte "samtilsyn".
- Det er afgørende, at de forskellige tilsyn tænkes bedre sammen, da de i dag kan opleves ukoordinerede og overlappende af det enkelte plejehjem, siger projektchef i Vive Pia Kürstein Kjellberg.
Formålet med et nyt samtilsyn, skriver Vive, er at frigive tid, undgå modstridende krav og at bidrage til et forenklet, koordineret og helhedsorienteret tilsyn. Alt sammen for at understøtte, at medarbejdere og ledere på plejehjem og i kommunerne oplever tilsynene som meningsfulde.
Tilsyn sammen
Vive har evalueret en afprøvning af et muligt samtilsyn på 13 plejecentre i seks jyske kommuner. Der var tale om 11 kommunale og to friplejehjem, og på både små (under 40 beboere), mellem (40-80 beboere) og store (over 80 beboere) plejehjem.
Ved afprøvningen forsøgte fem af de seks tilsynsmyndigheder, der i dag besøger plejehjemmene, at føre deres tilsyn den samme dag. De fem der medvirkede er det statslige ældretilsyn, det sundhedsfaglige tilsyn, arbejdstilsynet, kommunernes brandtilsyn og fødevarekontrollen. Den sjette eksisterende tilsynsmyndighed er "kommunernes tilsyn efter servicelovens § 151", der ifølge Vive ofte udliciteres til en privat leverandør.
Afprøvningen viste gode erfaringer med integration af ældretilsynet og det sundhedsfaglige tilsyn i forhold til at bruge mindre tid samt i forhold til at opløse og afklare de forvirrende forskelle, som plejecentre og kommuner kan opleve, der er mellem service- og sundhedslov.
- Hvis samtilsyn skal give mening, skal det gennemføres som et egentligt samtilsyn, hvor en mindre gruppe af tilsynsførende samarbejder om opgaveløsningen. Og hvor der er én fælles varsling, én fælles plan for dataindsamling og én fælles afrapportering, siger Pia Kürstein Kjellberg.
Der var ved afprøvningen mindre gode erfaringer med, at de medvirkende tilsyn blev gennemført som individuelle tilsyn med hver deres metode til udvælgelse og varsling samt hver deres tilsynsførende, dataindsamling og afrapportering.
Tre modeller
De tre foreslåede modeller for fremtidens samtilsyn på plejehjem er henholdsvis en lille model, en mellem model og en stor model.
- Fælles for modellerne er, at de slår to eller flere tilsyn sammen og dermed bidrager til, at der bruges mindre tid, samtidig med at tilsynene opleves som bedre koordinerede og mere meningsfulde af ledere og medarbejdere i kommunerne og på plejehjem, siger Pia Kürstein Kjellberg.
Vives tre mulige modeller:
- Den lille model integrerer ældretilsynet og det sundhedsfaglige tilsyn og tager form af ét samlet tilsyn, der gennemføres af to tilsynsførende.
- Mellemmodellen integrerer ældretilsynet, det sundhedsfaglige tilsyn og arbejdstilsynet og tager form af ét samlet tilsyn, der gennemføres af to-fire tilsynsførende, alt efter plejehjemmets størrelse.
- Den store model integrerer ældretilsynet, det sundhedsfaglige tilsyn, arbejdstilsynet, brandsynet og fødevarekontrollen og gennemføres af to-fire tilsynsførende, der oplæres i at gennemføre tilsynet efter de relevante lovgivninger.
Vive gør opmærksom på, at den store model kræver et større udviklingsarbejde end de to øvrige, fordi forskellene på fødevarekontrol, brandtilsyn og de tre øvrige tilsyn er større, end de er på ældretilsynet, det sundhedsfaglige tilsyn og arbejdstilsynet indbyrdes.
Uanset hvilken model der vælges, anbefaler Vive, at tilsynet gennemføres som et grundtilsyn hvert 2-3. år suppleret med fokuserede tilsyn på de plejehjem, hvor der vurderes at være udfordringer.
Tilsynet bør varsles med fem til seks uger for at give de bedste muligheder for læring og gennemføres af den samme mindre gruppe af tilsynsførende, der opbygger erfaring med samtilsyn over tid, anbefaler Vive.
Se evalueringen Samtilsyn på plejehjem her.
Se hovedresultater af evalueringen her.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.