Flere og flere personer bliver ansat i fleksjob. Alene i 2008 kom 5.000 flere mennesker med under fleksjobordningen, og yderligere 10.000 stod i kø til et fleksjob. Men så populær skal ordningen ikke være, hvis det står til regeringens arbejdsmarkedskommission. På torsdag fremlægger den sin slutrapport, hvori den vil lægge op til, at politikerne i løbet af efteråret laver en reform af fleksjob, skriver Ugebrevet A4.
Kommissionen ønsker at skære i løntilskuddet for fremtidens fleksjobbere. Det kan betyde, at en arbejdsgiver går glip af over 100.000 kroner om året.
- Som det er nu, forbliver langt de fleste i fleksjob og går hverken op i tid eller kommer i ordinær beskæftigelse. Hverken arbejdsgiverne eller kommunerne har et tilstrækkeligt stort økonomisk incitament til at få folk videre, siger forsker og lektor ved Center for Arbejdsmarkedsforskning på Aalborg Universitet, Jørgen Stamhus.
I fagbevægelsen er der modvilje mod en reform.
- Angrebet på fleksjob er totalt forfejlet. I stedet for at være så optaget af at forringe ordningen burde kommissionen se på, hvordan man bedre kan forebygge, at folk bliver så skadet på arbejdet, at de ender i fleksjob. Det er på ingen måde sjovt at få forringet sit helbred, siger LO-næstformand Lizette Risgaard.
tj
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.