
I snart 20 år har Venstre rettet sig efter det samme principprogram. Men søndag skal det være slut, når et udkast til et nyt principprogram skal til afstemning hos Venstres medlemmer på partiets landsmøde i Odense.
Modsat principprogrammet fra 2006, som havde tidligere formand Lars Løkke Rasmussen som hovedforfatter, skal der i det nye program ikke være konkret politik.
Det fortæller Mads Duedahl, der er regionsrådsformand i Region Nordjylland og formand for det redaktionsudvalg i Venstre, der står bag det nye principprogram.
Han nævner som et eksempel, at det nuværende principprogram fra 2006 indeholder en linje om, at der skal være værneret for kvinder.
- Det har ikke ældet særlig godt med virkeligheden, siger Mads Duedahl.
For Venstre går i dag ind for kvindelig værnepligt og har været hovedarkitekten bag at få det indført.
Inspireret af Fogh
Det nye principprogram er i stedet lavet med inspiration i et principprogram fra 1990'erne, som en anden tidligere formand - Anders Fogh Rasmussen - stod bag.
- Hvor vi går op i helikopteren og taler om grundlæggende principper, i forhold til hvad der skal bære os frem i stedet for at blive helt konkrete.
- Det er op til de folkevalgte politikere at lave dag til dag-politikken. Det er baglandets opgave at sætte den store retning, siger Mads Duedahl.
Han har det seneste år været rundt i Venstres bagland og få input til principprogrammet, og ét hovedtema har været gennemgående.
- At bøvl, bureaukrati og regler er bredt for meget ud i vores samfund. Det er for svært at drive virksomhed. Det er svært at frivillig i foreningslivet. Det er også til tider svært at være menneske.
- Vi har opbygget et regelland, hvor der er al for meget fokus på systemet og for lidt på mennesket.
Brede formuleringer
Det er i det 12 sider lange principprogram blandt andet kogt ned til linjen:
- Venstre ønsker et samfund uden unødigt bureaukrati, der kvæler virkelyst og skabertrang hos erhvervsdrivende, foreninger og almindelige mennesker.
Sådanne bredere formuleringer gennemsyrer principprogrammet, som Mads Duedahl altså kalder et "overordnet kompas, som man skal måle efter, når man laver sin politik".
Han mener også, at et nyt principprogram kan være med til at udvikle partiet.
- Vi har nok ikke haft den politiske debat, der kan være behov for i et parti for at udvikle sig, for vi har været det parti, der de sidste 25 år har siddet mest i regeringskontorerne.
- Og det er svært at have magten og samtidig udvikle et parti, siger Mads Duedahl.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.