

Venstre melder sig nu tydeligere ind i debatten om borgernes pensionsalder, som Socialdemokratiet har foreslået at hæve lidt langsommere end hidtil aftalt.
Det skete under formand Troels Lund Poulsen (V) landsmødetale i Herning, hvor Venstre var samlet lørdag.
- Jeg ser ikke for mig, at Danmark bruger milliarder af kroner på at stoppe eller reducere stigningen i pensionsalderen, hvis det samtidig betyder, at vi ikke kan investere i danskernes tryghed og sikkerhed.
- Hvis vi står over for et valg mellem danskernes sikkerhed og danskernes pensionsalder - så vælger jeg til hver en tid danskernes sikkerhed, siger han.
Han varslede i sin tale, at Danmark skal bruges 300 milliarder kroner på sikkerhed over en årrække for at leve op til forsvarsalliancen Natos styrkemål, som kommer i 2025. Dermed kan der blive brug for at skulle udvælge, hvad pengene skal bruges på. For eksempel forsvar eller pension.
Hidtil har Venstre været tilbageholdende med at sige, hvad partiet mener om statsminister Mette Frederiksens (S) pensionsudmelding. Partiet har i stedet foreslået en arbejdslivskommission.
Statsministeren har åbnet for, at den automatisk stigende pensionsalder skal ske lidt langsommere end hidtil aftalt. Men det er Venstre imod.
- For uden Danmarks frihed, så er alt andet ligegyldigt. Vi skal kunne tage hånd om danskernes sikkerhed. Det er Venstres førsteprioritet - og alt det andet kommer i anden række, sagde Troels Lund Poulsen.
Uenigheden med S
Ifølge Socialdemokratiets politiske ordfører Christian Rabjerg Madsen er det "velkendt", at regeringspartierne har forskellige synspunkter på pensionsområdet.
Danmark kan godt leve op til Natos styrkemål og samtidig investere i et mere socialt balanceret og retfærdigt pensionssystem, siger han til Ritzau.
Selv om Troels Lund Poulsen lægger op til, at det kan blive et valg mellem pension og forsvar, mener Christian Rabjerg Madsen ikke, at det er enten eller.
- Det er et spørgsmål om politiske valg og prioriteringer. Jeg mener helt klart, at det er muligt, at Danmark kan leve op til Nato-kravene og stadig investere i pension. Og det er det, som Socialdemokratiet kommer til at føre økonomisk politik efter.
- Derudover er der en række andre opgaver også, såsom klimasikring, den grønne omstilling og vores velfærdssamfund. Det betyder, at der er flere ting, der skal prioriteres på Christiansborg. Det er vi selvfølgelig klar til, siger han.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.