Vedligeholdelse i vandløb skal svare til sit navn

Af Bent Lauge Madsen

Landmændene opruster ved vandløbene. Deres marker er våde. Landet over opretter de ålaug, som skal holde øje med, at vandløbene bliver holdt rigtigt vedlige. Ålaugene skal holde kommunerne i ørerne, for det er dem, der skal vedligeholde de offentlige vandløb. Det kan vel kun hilses velkommen, at borgerne er aktive og interesserede i kommunernes arbejde?

Men ålaugene må kende rammerne for, hvad de kan forlange, at kommunen kan, må og skal gøre ved vandløbene. Lige så vigtigt er det, at kommunerne sætter hælene i over for landmændenes krav til vedligeholdelse, hvis de går ud over det, som kommunerne har lovmæssig hjemmel til at gøre. Vedligeholdelsen skal jo betales af de trængte kommunekasser. Og den må ikke være ulovlig.

Den til tider ophidsede debat, der kører, tyder på, at der er stor afstand mellem landmændenes og kommunernes opfattelser. Der er nu ikke så meget at være i tvivl om.

Vedligeholdelse
I vandløbsloven står klart, at 'vandløbene skal vedligeholdes, så skikkelsen (eller vandføringsevnen) ikke forringes'.

Men så må man jo spørge: Forringes i forhold til hvad? Svaret er, at skikkelsen (dvs. dybde, bredde etc.) ikke må forringes i forhold til det, som er politisk vedtaget i regulativet. Er man utilfreds med det, kan man klage ad de normale veje. Plantevæksten (grøden) må ikke skæres hyppigere og i større omfang, end vedtaget i regulativet.

Alternativt kan man bruge begrebet vandføringsevnen: Når der løber en bestemt mængde vand i vandløbet, så må vandstanden højest nå en på forhånd fastsat højde. Kommer der mere vand i vandløbet, så gælder en større højde.

Grøden vil bremse afstrømningen, og det får vandstanden til at stige, uden at der er kommet en øget vandmængde. Der er mere modstand, vandet stuver. Derfor skal der skæres den mængde grøde væk, der er aftalt i regulativet, og det skal normalt ske til en bestemt termin.

Det er vigtigt at gøre sig klart, at der er nøje grænser for, hvor vidt vedligeholdelsen må gå. Generationer af agronomer har af landbohøjskolens vandløbsjurister fået doceret, at 'vedligeholdelsen skal svare til sit navn og ikke gå videre end fastlagt i regulativet'. Det gælder i den nuværende vandløbslov, og sådan var det også før.

Regulering
Skærer man mere grøde, eller skærer man hyppigere end fastlagt, så er man ude i ulovligheder. Man ændrer vandløbet Det hedder 'regulering', som har sit eget kapitel i loven. Det er også regulering, hvis man graver vandløbet dybere og bredere, eller ændrer forløbet, så det fraviger regulativet.

Det er frit for en gruppe lodsejere at lave et reguleringsprojekt, som kommunen kan tage stilling til. Det er dem, der skal give tilladelsen. Og det kræver mange overvejelser, både hos lodejerne og kommunen og andre berørte. Kan det betale sig, for det er lodsejerne, ikke skatteyderne, der skal punge ud. En regulering kan have omkostninger for dem, der bor nedstrøms reguleringen. Hvis man øger vandløbets evne til at føre vandet væk i en strækning, vil man kunne eksportere oversvømmelser længere nede i vandløbssystemet. Regulerings-paragraffen, der har en meget lang og konservativ historie i vandløbsloven, er netop lavet for at beskytte de nedstrøms områder. Og i disse 'klimatider' er det jo ikke sagen at eksportere mere vand til oversvømmelsestruede truede, lave områder nedstrøms.

Kommunen skal ikke holde markerne tørre
Når kommuner har renset vandløb op, og har skåret grøde i overensstemmelse med regulativet, ophører kommunens ansvar for oversvømmelser langs vandløbsstrækningen. Det er ikke kommunens og skatteydernes opgave at holde markerne tørre. Kun at vedligeholde vandløbene efter reglerne.

Selv om kommunen har overholdt reglerne, kan marker ved vandløbene alligevel blive oversvømmede af årsager, som ikke er kommunens ansvar:

1: Grøden vokser hurtigt op igen og stuver vandet, efter den er skåret. Det er især galt, hvor gentagen grødeskæring har fremelsket problemplanten pindsvineknop (båndblad). Den vokser lynhurtigt op, og den stuver vandet mere end andre planter. Grødeskæring har skabt en ond cirkel.

2: Bunden hæves, fordi der føres sand og jord til vandløbet, fx over dårlige bræmmer, fra dræn.

3: Det regner ekstraordinært meget. Det berettiger ikke til at lodsejere kan forlange ekstra grødeskæring.

Hertil kommer det meget udbredte fænomen, at mange marker langs vandløbene har sat sig - se Landbruget forsumper Danmark. Det er ikke fordi bunden er høj, at markerne her er våde. Det er marken der er lav. Også de oversvømmelser er kommunen og skatteyderne uvedkommende.

Ny højesteretsdom
18. januar 2012 blev en interessant højesteretsdom offentliggjort: Landmænd med marker ved Gammelå i Tønder kommune havde ønsket grødeskæring udvidet fra en til to årlige. Der blev i 2004 af det daværende Sønderjyllands Amt givet tilladelse (dispensation), men sagen blev indbragt for Naturklagenævnet, der gik imod dispensationen. Den afgørelse blev af landmændene indklaget for Vestre Landsret, hvor den blev tabt, og derefter til Højesteret, der nu har stadfæstet Naturklagenævnets afgørelse.

Om den dom kan bremse klagestrømmen til kommunerne er uvist. Tværtimod kan man frygte, at de mange ålaug, der er ved at blive dannet, vil øge presset på kommunerne. Men man kunne have det stille håb, at de mange veluddannede agronomer, der er i landboforeningerne, kan vejlede deres medlemmer i ålaugene om, hvad der lov og ret ved åerne, uanset at det betyder våde marker.

For det er vel ikke meningen med ålaugene, at når mange klager, og klager mange gange, så er det sandsynligt at kommunen ikke bare bøjer sig, men også bøjer reglerne. Har kommunen en god sag, og det har de som regel, så er der ingen grund til at føje klagerne.

Det er landmændene selv, der har valgt at dyrke marker tæt på åen. Bl.a. de tidligere braklagte, dårlige områder. De har opdyrket enge, der kunne tåle oversvømmelserne, der er naturlige ved åen. Oversvømmelser respekterer ikke, at der nu er majs og korn. Men det skal vel ikke gå ud over kommunalbestyrelser og skatteydere.

Landmændene har det ikke værre end de mennesker, der har valgt at have huse, sommerhuse og kolonihaver tæt på årene. De er frivilligt flytte ind i risikoområdet og  må selv tage følgerne.


Bent Lauge Madsen, åmand emeritus, mag.scient, Lemvig