Varianter af politisk brug og smid væk-mentalitet

Blot fire og en halv måned efter FV22 er der sket 25 person- eller partiskifter i dansk politik, ren lokalpolitik ikke medregnet. I gennemsnit en ændring hver femte dag.

Til sammenligning og udregnet på samme måde skete der 44 ændringer i hele foregående folketingsvalgperiode. Det var en hver tredje uge. En kraftig opskalering, kort sagt.

Seneste eksempel er Bergur Løkke Rasmussen som efter politisk modning, eller hvad vi skal kalde det, i Europa-Parlamentet er skiftet til familiepartiet Moderaterne både der og i Regionsråd Hovedstaden. En først direkte og derefter indirekte følge af en anden politisk modning, som ikke indebar et partiskifte men et parlamentsskifte. Nemlig da Søren Gade hellere ville være på Christiansborg end i Bruxelles, og efterlod sin plads dér til afløseren.

Europa-Parlamentet var yderligere skueplads for både et person- og dobbelt parlamentsskifte, da Søren Gades partifælle Linea Søgaard-Linell også foretrak Christiansborg for Bruxelles og dermed gjorde plads for den ved FV22 vragede Kim Valentin. Som imidlertid alligevel blev på Christiansborg, fordi den ved FV22 netop genvalgte Karen Ellemann alligevel ikke ville vælges, således at Kim Valentin alligevel kunne fortsætte i Folketinget, og en anden afløser rykkede til Europa-Parlamentet.

Ja, det er indviklet med al den flytten rundt. Så er det mere ligetil, når først Mette Thiesen og dernæst Mikkel Bjørn forlader Nye Borgerlige, hvorefter partiet selv sætter trumf på ved at ekskludere sin nyvalgte formand Lars Boje Mathiesen.

Hvis vi skal have alle navne med, skal også Dansk Folkepartis Peter Kofod nævnes for at skifte hjem til Folketinget efter nogle års udlændighed i Europa-Parlamentet, og Moderaternes nyvalgte Kristian Klarskov for efter blot tre uger at opgive sit mandat efter at havde fået trykprøvet en lidt for optimistisk version af sit iværksætteri i det civile liv. Dertil 15 byrådsmedlemmer og et enkelt regionsrådsmedlem, der udtrådte efter at være valgt til Folketinget.

Man kan mene, at det er ukontroversielt at skifte én valgt post ud med en anden, mens der til stadighed lyder kritik af partiskiftere, der tager deres mandater med sig fra de partier, der fik dem valgt. Begge dele rummer dog elementer af samme rastløshed.

Er det federe at være folketingsmedlem end byrådsmedlem? Jamen så skifter man da bare midt i det hele og lader vælgerne (de oprindelige) tilbage. Er man for meget udenfor i Bruxelles i forhold til på Slotsholmen? Samme løsning.

Man kan indvende, at det i hvert fald i et vist omfang er de samme vælgere, der sender deres allerede valgte repræsentant en andet sted hen og derfor ikke helt i samme klasse som den anden fremherskende variant af politisk brug og smid væk-mentalitet: partiskiftet. Den om man så må sige ægte vare, når det kommer til at give sine vælgere noget andet end det, de troede de stemte på.

Her er Dansk Folkeparti indtil videre hovedmodtageren i denne valgperiode. Dog ikke i samme antal (to) som partiet i foregående valgperiode måtte afgive (ti). Rollen som førende mandatafgiver har Nye Borgerlige overtaget med en halvering fra seks valgte til tre tilbageværende.

Dog, vi er stadig kun fire og en halv måned inde i valgperioden, og meget kan nå at ske. Byrådene er lidt over et år inde i deres valgperiode og her er den aktuelle score 106 partiskiftere og 51 udtrådte. I hele foregående valgperiode var der 159 partiskiftere og 171 udtrådte.

Halvdelen af partiskifterne (54) er lige nu løsgængere, men det kan ikke umiddelbart sammenlignes med de 60, der var løsgængere ved udgangen af foregående valgperiode. De fleste er kun løsgængere i en periode og finder sig efter nogen tid et parti, om ikke før så når næste kommunalvalg nærmer sig.

En troløshed der ganske matcher den, som politikere generelt tilskriver deres vælgere.

Person- og partiskifter der udelukkende involverer byråd og regionsråd i både indeværende og forudgående byrådsvalgperiode, indgår ikke i den indledningsvise optælling af brug og smid væk-variantene.