
VARDE: Regeringens plan om en grøn tilskudsordning til at energirenovere boliger, må også gælde store sommerhuse, der sluger meget energi, skriver Vardes borgmester og kommunaldirektør i henvendelse til klima-, energi- og bygningsminister Martin Lidegaard (R).
I Varde har man med stor interesse nærlæst regeringsgrundlaget, der lægger op til at indføre et nyt, grønt tilskud til at energirenovere boliger. Ordningen vil ifølge finanslovsforslaget afløse håndværkerfradraget fra 2013.
- Varde Kommune har stor forståelse for dette initiativ, som vi er sikre på vil blive godt modtaget hos de mange boligejere i kommunen. Rigtig mange af vore byggesager vedrører i disse tider energirenovering og generel forbedring af boligerne, og en tilskudsordning vil yderligere kunne bidrage til at vore mange håndværkere og leverandører i byggeindustrien igen kan få gang i væksten. Men det bekymrer os, hvis ordningen ikke gælder for de mere end 8.000 sommerhuse, vi har i kommunen.
- Sommerhusene er tit både mangelfuldt isoleret og opvarmet med dyr el, skriver Vardes borgmester Gylling Haahr (V) og kommunaldirektør Max Kruse i en henvendelse til Martin Lidegaard.
Lokalt koncept på vej
Mange borgere i Varde Kommune lægger i forvejen forbruget om til grøn energi. Varde er eksempelvis helt i top på landsplan, når det gælder ansøgninger om jordvarme. Over en årrække er der i gennemsnit kommet 200 nye anlæg til hvert år.
'Men uagtet at vi er den kommune i Danmark, der har udstedt flest tilladelser til jordvarmeanlæg, ser vi gerne, at isolering, udskiftning af vinduer og udnyttelse af grøn energi yderligere stimuleres via tilskudsordningen. Vi vil derfor gerne have bekræftet, at den planlagte tilskudsordning til boliger også er tiltænkt sommerhuse,' står der i brevet til ministeren.
Varde Kommune har sammen med erhvervsliv og udviklingsråd i vivaVARDE samarbejdet sat sig som mål at være ren kommune, og aktuelt arbejder man på at bringe energiforbruget i de mange sommerhuse ned. En række lokale virksomheder deltog forleden i et møde, som var første skridt på vejen til at udvikle et lokalt koncept for at energirenovere nogle af de 8.000 lokale sommerhuse.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.