AKTUELT:Finanslov 2026BeredskabGrøn trepartBudget 2026Podcast: Ledelse i forandringKV25Kunstig Intelligens

Vandkantsdanmark er ved at udvikle sig til byboernes anden boligreserve

Der er sket en markant vækst i antallet af helårsboliger, der benyttes som fritidsboliger eller skyggehoteller. Tendensen er dilemmafyldt for de berørte kommuner.
17. FEB 2026 6.05

I Danmark står 200.000 helårsboliger på papiret ubeboet. Det er en stigning på 20 procent siden 2010.

Men i praksis fungerer mindst halvdelen af dem – altså 100.000 – som sommerhuse, investeringer eller en ekstra indtægtskilde for ejere, der typisk bor et helt andet sted.

Det skriver Mandag Morgen på baggrund af en rapport fra Center for Regional- og Turismeforskning.

Især på landets små øer er udviklingen tydelig. På Samsø er mere end hver tredje bolig nu ’ubeboet’. Men tendensen spreder sig også til resten af landet. Frederikshavn Kommune har eksempelvis fået knap 1.000 flere ubeboede boliger siden 2019.

Køberne er nemlig typisk rigere og mere veluddannede end de lokale beboere. Eksempelvis har 22 procent af udefrakommende ejere i landkommunerne en lang videregående uddannelse. Blandt de bosatte ejere gælder det kun seks procent.

“Man kan godt karikere det og sige, at det her er udtryk for byboernes drøm om også at være en del af lokalsamfundet på landet,” siger Ditte Brøgger.

Dilemmafyldt tendens

Analysen viser, at syv ud af ti af alle ubeboede helårsboliger, der anvendes til andre formål, ligger i landkommuner. Og de 15 kommuner med højest andel ubeboede boliger er alle landkommuner.

Tendensen er dilemmafyldt for de berørte kommuner. På den ene side løfter de mange deltidsbeboere huspriserne i yderområder og bidrager med aktivitet, når de er der.

Men på den anden side risikerer de udefrakommende købere at udhule sammenhængskraften i lokalsamfundene og udelukke mindre ressourcestærke fra at slå sig ned på permanent basis.

Kommunerne har begrænsede muligheder for at styre udviklingen.

Forklaringen på det store omfang er blandt andet, at bopælspligten – der kræver, at boligen anvendes til helårsbeboelse – sjældent håndhæves. Det kræver omfattende ressourcer at dokumentere brud. Ressourcer mange kommuner ikke har.

En boligejer kan samtidig søge kommunen om samtykke til at anvende en helårsbolig til fritidsbrug. Hvis kommunen nægter, skal den inden for seks uger finde en lejer til boligen.

- Og det kan de ikke. For det første fordi de ikke har administrative ressourcer til at finde lejere. Og for det andet fordi der ikke er lejere til de her boliger, forklarer Ditte Brøgger.

Manglende bopælspligt

Konsekvensen er derfor, at ejeren lovligt kan anvende helårsboligen på deltid, og efter fem år mister helårsboligen sin bopælspligt.
I Frederikshavn Kommune skeler de endnu ikke negativt til deltidsbeboerne.

- Jeg kan være i tvivl, om en by som Skagen ville kunne opretholde det samme udbud af håndværkere, detailbutikker, kulturtilbud og lignende, hvis vi ikke havde den her grad af ‘deltidsskagboere’, som vi kalder dem, siger borgmester Jon Andersen (V).

- Men kunne vi på et tidspunkt havne i en situation, hvor vi skal diskutere et ‘tipping point’? Muligvis. Men vi er der ikke endnu, afslutter han.

Mandag Morgen har kontaktet social- og boligminister Sophie Hæstorp Andersen og blandt andet spurgt, om hun vil kigge på den føromtalte seksugesregel. Det har ikke været muligt at få svar inden for deadline.

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/vandkantsdanmark-er-ved-at-udvikle-sig-til-byboernes-anden-boligreserve

GDPR