
SLAGELSE: Hvad sker der, når unge får muligheden for at påvirke kommunens kulturinstitutioner indefra og samarbejde med professionelle kulturformidlere om kulturformidling? Får det flere unge til at interessere sig for kunst og kultur? Hvordan fastholder vi de unge i kommunen, så de føler en større tilknytning og interesse for deres by? Alt det skal et nyt nationalt pilotprojekt være med til at give svar på. Slagelse Kommune starter i samarbejde med kulturinstitutioner i kommunen projektet 'Ungedreven Urban Udvikling'
Projektet et udvalgt som pilotprojekt af Børnekulturens Netværk som et treårigt forsøg med udvikling af modeller til formidling af kunst og kultur for, med og af unge. For at involvere den unge målgruppe bedst muligt ansætter Slagelse Kommune seks studentermedarbejdere på kulturinstitutioner i Slagelse Kommune. Det giver samtidig de studerende i Slagelse Kommune en god mulighed for at få et relevant studiejob, som kan skrives på cv'et. Studentermedhjælperne skal skabe aktiviteter for unge i kulturinstitutionerne og kulturaktiviteter i det offentlige rum.
Slagelse har gennem de seneste år udviklet sig til at være en uddannelsesby. Ikke mindst da Slagelse Handelshøjskolecenter tilbage i 2007 fusionerede med Syddansk Universitet, så Slagelse også blev en universitetsby. Tidligere i år viste tal fra Syddansk Universitet endda, at Campus Slagelse var en af de afdelinger, som havde oplevet størst fremgang i studieoptaget. Så Slagelse er for alvor ved at slå sin position som uddannelsesby fast. Men der skal stadig fokuseres skarpt på studie-miljøet, så endnu flere unge tager en uddannelse, men også for at sikre at de unge bliver boende, både mens de læser og efter de er færdiguddannet. Derfor er tiltrækning af flere unge på ungdoms- og videregående uddannelser og tiltrækning af flere bosættere også med i Byrådets vision.
Relevante studiejobs er en mangelvare
Selvom Slagelse har mange gode studiemuligheder, så mangler Slagelse dog noget ganske væsentligt, som har stor indflydelse på, om de studerende bliver boende i Slagelse, eller om de flytter til de større byer.
- Slagelse mangler muligheder for, at man som studerende kan få et relevant studiejob, som man kan skrive på sit cv. Derfor vælger mange unge at flytte til større byer, mens de læser, så de kan få den relevante erhvervserfaring med sig. Alle ved, at det er det, som tæller, når man skal ud at have et job bagefter. Hvis Slagelse begynder at tilbyde flere relevante studenterstillinger, så tror jeg, man vil kunne fastholde flere unge her i byerne, og måske vil man endda også kunne tiltrække flere af pendlerne, så Slagelse bliver en by man bliver og engagerer sig i, udtaler Carina Stubager, formand for Slagelse Ungeråd.
Projekt Ungedreven Urban Udvikling
Derfor gør Slagelse Kommune nu noget ved problemet med de manglende studenterstillinger. Sammen med ni andre projekter er Slagelse Kommune udvalgt af Børnekulturens netværk til et modelforsøg, som skal udvikle modeller til formidling af kunst og kultur for, med og af unge. Slagelse Kommune deltager med projektet 'Ungedreven Urban Udvikling'. Projektet bygger på en dialog med Slagelse Ungeråd, hvor de unge har ønsker om reel indflydelse, kompetenceudvikling og at gøre Slagelse Kommune mere attraktiv for unge.
Projektet er en sammentænkning af de unges udtrykte behov om flere studiejobs i forhold til Slagelse som studieby og kulturinstitutionernes ønske om at skabe et rigere kulturliv for unge i byens offentlige rum. Projektet er udarbejdet i samarbejde med kulturinstitutionerne i kommunen, som ønsker at nå den unge målgruppe, som ofte kan være svær at få fat i.
Seks studenterstillinger på kulturinstitutionerne
I projektet ansættes seks studentermedhjælpere ude på en række institutioner. De studerende bliver primus motor for et tværgående kulturudviklingsprojekt, som skal skabe nye tilbud til unge i institutionerne og nye attraktive rum for oplevelser i byen. Dermed opnår de studerende kompetenceudvikling gennem samarbejde mellem uddannelsessteder og udvikling af uddannelsesforløb. Til gengæld får institutionerne muligheden for at inddrage nye brugergrupper, nye formidlingsformer mv.
Projektet starter i efteråret 2011 og fortsætter til starten af 2014. Projektet starter nu med, at de unge frem til 4. november har mulighed for at søge studenterstillingerne, som bl.a. ses på kommunens hjemmeside.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.