dkhavenergi
dkvindkraft
dknyt
dksocial
dksundhed
dkindkob
DK Debat
DK Stillinger

Ulovlig støtte: PostNord skal sende 490 mio. kr. retur

Statsstøtte på samlet 490 mio. kr. fra Danmark og Sverige til PostNord lever ikke op til EU-regler.
11. SEP 2021 8.07

PostNord skal betale en klækkelig sum tilbage til både den danske og svenske stat. Det skyldes, at kapitaltilførsler fra Danmark og Sverige på samlet knap 490 mio. kr. ikke lever op til EU's regler for statsstøtte. Det meddeler EU-Kommissionen fredag.

PostNord skal derfor betale cirka 195 mio. kr. tilbage til den danske stat. Derudover skal selskabet, som er ejet af Danmark og Sverige, betale 295 mio. kr. tilbage til Sverige.

Afgørelsen er med til at sikre lige konkurrencevilkår, siger Margrethe Vestager, som er EU-kommissær med ansvar for konkurrencepolitikken.

- Vores hverdag bliver stadig mere digital. Og almindelig post er gradvist blevet erstattet af digital kommunikation. Det lægger et pres på postvirksomhederne, som fortsat tilbyder en tjeneste, der er af afgørende betydning for borgerne.

- Med den afgørelse, der er blevet truffet i dag, hjælper vi med at sikre lige konkurrencevilkår på det danske og det svenske marked for posttjenester, samtidig med at Post Danmark får mulighed for at omstille sig til en stadig mere digital fremtid, udtaler hun i en meddelelse.

PostNord er statsejet. Den danske stat ejer 40 pct., mens den svenske ejer 60 pct.

Ifølge EU-Kommissionen er indskuddene fra Danmark og Sverige til PostNord ikke sket på markedsvilkår. Den vurderer, at det er statsstøtte. Og derfor skulle det have været anmeldt som sådan.

Ifølge transportminister Benny Engelbrecht (S) er det "skuffende, at Kommissionen er uenig i, at indskuddene lever op til kravene for overførsler på markedsvilkår".

- Vi har selvfølgelig haft en anden vurdering, og jeg vil nu studere præmisserne for afgørelsen nærmere, siger han i en pressemeddelelse.

Nu i god drift

Per Nikolaj Bukh, der er professor i økonomistyring ved Aalborg Universitet siger, at tilbagebetalingen nok ikke bliver et stort problem for PostNord.

- Hvis ikke de står på en kontor, eller man let kan få adgang til dem, så skal man ud at låne dem, siger han.

Han mener ikke, at det bliver svært for PostNord at låne pengene.

- Hvis vi var tilbage i 2018, hvor de fik statsstøtten, havde det været en helt anden sag. Der ville de have haft svært ved at låne, fordi det var et selskab, der var i voldsomme vanskeligheder.

- Man var usikker på, om det egentlig ville overleve, men det har det jo gjort og er kommet i god drift, siger han.

I 2019 gik EU-Kommissionen i gang med en undersøgelse af tre kapitaltilførsler fra 2018, heriblandt de to fra henholdsvis den danske og svenske stat.

Den tredje kapitaloverførsel under luppen var en intern overførsel på cirka 2,34 mia. kr. fra PostNord til Post Danmark. Den er ifølge Kommissionen - modsat de to andre - foregået i overensstemmelse med EU-regler.

Ritzau