HORSENS: Ukendte gerningsmænd forsøgte natten til søndag at sætte ild til et vaccinationscenter i Horsens. Det oplyser Sydøstjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Medarbejdere ved vaccinationscentret ringede søndag morgen til politiet, da de opdagede, at der blandt andet var smadret en rude i bygningen på Fuglevangsvej.
Det viste sig, at rudeknuseren også havde forsøgt at sætte ild til bygningen. Det lykkedes dog ikke, og skaderne på bygningen begrænser sig ifølge politiet "hovedsageligt" til den knuste rude.
- Vi ser med alvor på hændelsen og efterforsker nu, hvad der ligger bag, udtaler politiinspektør Carit Andersen i pressemeddelelsen.
- Vaccinationscentre og deres personale har i denne tid en meget vigtig samfundsopgave, og det er ikke i orden at skabe bekymring hos hverken personalet, der arbejder der, eller hos borgere, der får udsat deres vigtige vaccination.
Politiets teknikere har undersøgt gerningsstedet, og efterforskningen af hærværket fortsætter. Episoden har ført til, at Sydøstjyllands Politi nu har øget sin patruljering ved vaccinationscentre i politikredsen.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.