
Sidst på ugen satte regeringen sig tungt på dagsordenen med oprettelse af tre nye ministerier, men også med et kommunalt nyhedsbrag i form af en byttehandel: Københavns overborgmester overtager posten som social- og boligminister, så den nu forhenværende minister kan få tid til at positionere sig som overborgmesterkandidat til KV25 og måske fastholde S-magtbasen i landets hovedstad; noget der valg for valg er blevet mere truet.
I mellemtiden vil partiet have sit vikar-es indsat på overborgmesterposten, noget som andre partier i Borgerrepræsentationen dog ikke umiddelbart bare nikker til.
Regeringen fulgte fredag op med sit udspil til statens husholdningsbudget, finansloven med varslet om en beskeden forhandlingsreserve og en lidt lettere fod på den økonomiske bremse.
Det er også fortsat budgetforhandlingstider i det ganske land, bortset fra i Ringkøbing-Skjern hvor årets første forlig landede tirsdag. Flere andre kommuner ømmer sig over dårlig økonomi – nogle vil indgå i et udviklingspartnerskab, andre søger om lån til anlægsudgifter. Visse vers i klagesangen er dog en storm i et glas vand, mener en ekspert.
Onsdag kunne de trængte kommuner øjne lys, da regeringen på sit pressemøde om den kommende politiske sæson ytrede tilsagn om at hjælpe. Tidligere på ugen var det KL, der lovede at kæmpe for støtte til små kommuner med ondt i it-bemandingen.
I den kuriøse afdeling må en kommune indse, at man ikke kan tvinge ansatte til at klæde sig ud til fastelavn; en pædagog ville af religiøse årsager ikke, og hun endte med at måtte holde fri uden løn. Men Ligebehandlingsnævnet har afgjort, at det kommer til at koste kommunen en godtgørelse.
Borgmesterfarvel’erne fortsætter med at trille ind; onsdag var det Lemvigs mangeårige spydspids, der som den 12. siddende borgmester meldte, at han ikke genopstiller. Mindst én af hans V-partifæller er klar til at tage over. I Skive er der hele tre venstrefolk om buddet til at afløse for den hidtidige borgmester, der også har sagt fra i forhold til KV25, og i Ringkøbing-Skjern bliver der også kampvalg om at blive ny V-spids.
Mandag eftermiddag var det slut for Esbjergs direktør for Borger & Arbejdsmarked, hun måtte fratræde øjeblikkeligt efter et langvarigt forløb, hvor stribevis af artige historier har floreret om kommunens familierådgivning, dårlig sagsbehandling og tilsvarende ringe arbejdsmiljø. Også Hillerøds tekniske direktør er fortid i kommunen efter bl.a. problemer med sagsbehandlingstider, mens Odder har ansat en kendt direktørskikkelse fra Aarhus som ny kommunaldirektør, og Fredensborg har fundet sin nye direktør for byudvikling.
Set med ligestillingsbriller kan vi slutte med en god nyhed: KL's årlige tal viser, at der nu sidder flere kvinder på kommunale chefposter end tidligere.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.