Udvidelse af Holbæk-butikscenter lægges officielt i graven

BIG butikscenter var for stort for politikerne i Holbæk - nu skrinlægges planerne om det 40.000 kvadratmeter store indkøbscenter endeligt.

HOLBÆK: Beslutningen blev allerede taget i november, men nu bliver det officielt: Holbæk opgiver endegyldigt planen om at opføre et 40.000 kvadratmeter stort indkøbscenter som supplement til Holbæk Mega Center.

BIG - centernavnet - skulle have trukket store butikker og kunder til fra et større geografisk område, men en analyse af konsekvenserne for handlen i omegnsbyerne og bymidten af Holbæk fik Venstre til at trække opbakningen til planen, som oprindelig havde et stort flertal i byrådet. Forinden havde flere små partier trukket støtten, og uden Venstre var flertallet væk.

- Analysen viste, at Tølløse og Jyderup ville tabe noget detailhandel, og det er vi ikke interesserede i. Vi vil gerne fastholde vores lokalområder og udvikling derude, sagde Camilla Hove Lund, Venstres gruppeformand, dengang til TV2 Øst.

Herefter var Socialdemokraterne og DF alene om at støtte planen, som reelt var dødsdømt.

Men formelt er administrationen stadig i gang med at forberede de nødvendige planer - den opgave fik embedsmændene af politikerne i juni sidste år. Nu vil administrationen gerne have en formel godkendelse af, at man glemmer alt om BIG, og det er politikerne i klima- og miljøudvalget med på. Et enigt udvalg har netop godkendt, at man stopper planlægningen, skriver Nordvestnyt.

For Holbæks nabokommuner kommer beslutningen givetvis til at vække jubel. Analysen, som fik politikerne til at ændre holdning, forudså også, at det nye center ville stjæle mærkbar omsætning langt udover kommunegrænsen og medføre butikslukninger i større og mindre nabobyer.

Store planer på Fyn og i Jylland
Holbæk har langtfra været alene om at planlægge store butikscentre i periferien af hovedbyen.

I Vestjylland er Holstebro, under protest og indsigelse fra nabokommunen Struer, i færd med at udvide et aflastningsområde, som ifølge en konsekvensberegning fra ICP vil udløse butikslukninger i nabobyerne Struer, Skive og Herning, men også i Holstebro bymidte. 

Struer står til at miste en femtedel af sin omsætning på udvalgsvarer, når aflastningsområdet er udbygget, og har derfor gjort indsigelse. I Holstebro er man imidlertid mere fokuseret på det samlede regnestykke, der lokker med en årlig gevinst på over 180 mio. kr. for kommunen. Omsætning skabt af handlende udefra.

På Fyn er regnestykket tilsvarende modsætningsfyldt for Nyborg i forhold til det planlagte detailhandelcenter på Lynfrostgrunden ved Storebæltsvej, som Cowi har beregnet konsekvenserne af i en rapport for kommunen. De nye butiksarealer vil hente ekstraomsætning i nabokommunerne i størrelsesordenen 110 mio. kr. årligt. 

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
dkjob
www.mercuriurval.com
Fordi mennesker betyder alt