I langt de fleste kommuner vil det også i fremtiden være svært at rekruttere arbejdskraft, viser en ny analyse fra Dansk Erhverv.
Dansk Erhverv har set på befolkningsfremskrivninger fra Danmarks Statistik i de enkelte kommuner i 2050 og fundet ud af, hvor mange borgere mellem 20 og 69 år, der er i hver kommune til den tid. Aldersbegrænsningen er lavet efter, hvornår man typisk er i beskæftigelse.
20 kommuner vil opleve en fremgang, alle beliggende omkring større byområder og hovedsagelig i Østjylland og vest for København.
I toppen ligger kommuner som Horsens, Høje-Taastrup og Silkeborg, der forventes at opleve en vækst blandt de 20-69-årige på over 15 pct. frem mod 2050.
Fx vil der i Høje-Taastrup være 6.584 flere personer mellem 20 og 69 år i 2050 – men gruppen af arbejdsdygtige borgere vil alligevel være 2,6 procentpoint mindre end i dag, særligt fordi gruppen af personer over 69 år vokser.
Faktisk er der ingen kommuner, der frem mod 2050 vil opleve en stigning i andelen af 20-69-årige.
I den anden ende af skalaen ligger kommuner som Struer, Lemvig og Skive samt de mindre ø-kommuner, der alle forventes at opleve fald på over 20 pct. blandt de 20-69-årige.
På kortet herunder kan du se, hvordan fremskrivningen ser ud i de danske kommuner, samt den procentvise ændring af både antal og andel af 20-69-årige.
På tværs af samtlige kommuner i Danmark vil andelen af de 20-69-årige ift. hele befolkningen falde frem mod 2050.
I år udgør de 20-69-årige ca. 63 pct. af befolkningen i Danmark. I 2050 forventes den andel at være faldet med godt 4 pct. point til 59 pct. Med andre ord vil alle kommuner i Danmark blive ramt af demografisk modvind frem mod 2050.
I 2050 forventes der at være 207.000 flere indbyggere i Danmark. Det dækker imidlertid over et fald på 133.000 blandt de 20-69-årige i den arbejdsdygtige alder og en stigning på 340.000 børn, unge og ældre.
"Vi har brug for vækst"
Det betyder generelt, at der er færre til at betale skat for de grupper, som typisk har brug for de offentlige services.
- Det er et problem, fordi vi har brug for vækst, hvis samfundet skal hænge sammen og lave en grøn omstilling, sikre hænder i ældreplejen og et velfungerende sundhedsvæsen, siger Peter Halkjær, arbejdsmarkedschef i Dansk Erhverv, til Sjællandske Nyheder.
Han siger, at vi derfor skal vænne os til, at rekrutteringsgrundlaget vil være på retur i en længere årrække frem, med mindre politikerne finder reformkataloget frem.
Peter Halkjær understreger dog, at det kun er en fremskrivning, og at flyttemønstre ændres over tid. Samtidig siger han, at Danmark har en relativt mobil arbejdsstyrke.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.