
VORDINGBORG: Når Udbetaling Danmark i 2012 overtager udbetalingen af folke- og førtidspension, bo-ligstøtte, barselspenge og familieydelser fra kommunerne, skal det ene af i alt fem centre ligge i Vordingborg. De andre placeres i Frederikshavn, Haderslev, Holstebro og Hillerød.
Det nybyggede center i Vordingborg får plads til op til 250 medarbejdere. Medarbejderne i centret skal så vidt muligt findes blandt de kommunale medarbejdere på Sjælland, Falster og Lolland, der i dag er beskæftiget med opgaverne. Derfor har det haft høj prioritet i valget af adresse, at centeret er let tilgængeligt med offentlig trafik og bil. Derudover er der lagt vægt på, at købet af grunden vurderes at være en fornuftig investering for ATP's datterselskab, ATP Ejendomme.
- Af hensyn til medarbejderne er vi meget tilfredse med, at vi har fundet en grund, der ligger bare 300 meter fra Vordingborg Station - og på en indfaldsvej til Vordingborg, der er let tilgængelig fra både motorvejen og hovedlandeveje fra Falster og Næstved, siger forretningsdirektør i ATP Lilian Mogensen, der er formand for Udbetaling Danmarks styregruppe.
Nybyggeri eneste mulighed
ATP Ejendomme og Rambøll A/S, der har været Udbetaling Danmarks rådgivere i udvælgelsen, undersøgte i efteråret 2010, om der var eksisterende lejemål i Vordingborg, der lever op til Udbetaling Danmarks krav til størrelse, arbejdsmiljø, beliggenhed samt niveau for husleje. Det var ikke tilfældet, og nybyggeri er derfor eneste mulighed.
I begyndelsen af 2011 har der været gennemført en prækvalifikation til opførelse af nybyggeriet. I marts udvælges fem entreprenører til at komme med et konkret bud på bygningen af det nye center på den såkaldte campusgrund. Købsaftalen er betinget af, at Vordingborg Kommune endelig vedtager og offentliggør en lokalplan, der muliggør et byggeri på minimum 6.000 etagekvadratmeter.
- Vi gennemfører nu en proces for godkendelse af en lokalplan for campusgrunden. Med høringsperiode og den politiske godkendelse regner vi med at have en endelig afklaring i september 2011, forklarer Vordingborg Kommunes borgmester Henrik Holmer (S).
- Vi glæder os til at samarbejde med ATP om etableringen af det nye Udbetaling Danmark Center i Vordingborg, og vi ser rigtig meget frem til at byde medarbejderne i centeret velkommen til vores by, tilføjer han.
Udbetaling Danmark har tidligere meldt ud, at centret i Hillerød bliver placeret i forbindelse med ATP's hovedsæde på Kongens Vænge. Placeringen af centrene i Haderslev, Holstebro og Frederikshavn bliver offentliggjort, så snart de kontraktlige forhold tillader det, oplyser styregruppeformand Lilian Mogensen.
mou
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.