

Sidste år blev de fem danske ringborge fra vikingetiden optaget på Unescos verdensarvsliste. Det sendte Harald Blåtands vikingeborge direkte ind i et selskab, der blandt andet tæller pyramiderne i Egypten og den kinesiske mur. Den udmærkelse har skabt genklang hos turister over hele verden.
De fem ringborge fra vikingetiden er Aggersborg ved Limfjorden i Vesthimmerland Kommune, Fyrkat ved Hobro I Mariager Kommmune, Nonnebakken i Odense, Trelleborg ved Slagelse og Borgring i Køge.
På Trelleborg ved Slagelse har der i år været 65 procent flere besøgende i årets første fem måneder sammenlignet med samme periode sidste år. Det fortæller Trelleborgs museumschef, Anne-Christine Larsen.
- Vi har mærket en meget større interesse og en kraftig stigning i besøg fra udenlandske turister. På museets sociale medier har vi også en forøgelse i aktiviteten på flere hundrede procent, siger museumschefen.
Siden da har man på vikingemuseet Fyrkat oplevet en stigning på 30 procent i salget af entrébilletter.
På Aggersborg, som hører under Vesthimmerlands Museum, har man ikke specifikke tal, der kan sammenligne med sidste år. Vikingemuseet, der geografisk er den største af de fem ringborge i landet, har dog også oplevet en mærkbar forskel.
- Vi kan se det på de henvendelser, som vi får fra folk i hele verden, siger Maria Hagstrup, der er museumsinspektør på Aggersborg. Vi har haft henvendelser fra så fjerne steder som Malaysia og USA. Den type henvendelser oplevede vi ikke før, og der var ikke den samme bevågenhed overhovedet.
De fem ringborge er alle opført i perioden omkring år 980. De kædes sammen med kong Harald Blåtands samling af det danske rige.
Danmark har 11 steder optaget på Verdensarvslisten. Foruden ringborgerne er blandt andet Jelling Monumenterne, Roskilde Domkirke, Kronborg Slot og Stevns Klint på listen.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.