KRONIK - Hvad er det meningsfulde arbejde i en socialforvaltning? Er det spørgsmål ikke besvaret, ser man stadigt flere erfarne medarbejdere flygte, og stadigt flere unge uforberedte sagsbehandlere skulle håndtere meget svære sager
I mit arbejde som konsulent i sager om omsorgssvigt samarbejder jeg ofte med enkelte socialrådgivere, sagsbehandlergrupper og ledere om styring og udvikling af de tilhørende foranstaltninger.
Ud fra disse erfaringer skal jeg prøve at påpege nogle af de faktorer, hvor der - 'set fra kanten' med en psykologs øjne - kan være behov for organisatorisk og faglig udvikling af socialrådgiverens rolle. Man kan se på den organisatoriske del af socialrådgiverens arbejde, forvaltningsgruppers situation, og den enkelte socialrådgivers behov.
For det første må man jo glæde sig over, at vi i Danmark overhovedet tager os af de svageste børn i samfundet. I mange af de lande, jeg har besøgt, er det så som så med den interesse. Der er også mange gode kommunale initiativer overfor bestemte grupper af børn, f.eks. forebyggelse af seksuelt misbrug, støtte til voldsramte børn, tidlig indsats grupper, m.m. Når det så er sagt er her en lille liste over mulig udvikling af det bestående:
Faglig og jobmæssig identitet
Det har ofte slået mig, hvor svært det var for socialrådgivere at danne en sammenhængende faglig identitet. På den sociale højskole uddannes de i faglige kompetencer og forventninger til rettidig omhu, som er ufatteligt svære at omsætte til praksis i en socialforvaltning, hvor de oplever at det er helt andre ideologier og hensyn, der tæller.
Hvordan skal man leve op til dette selvbillede, når man sidder foran en bunke med 80 sager, hvoraf der kræves akut handling i de 10? Her rammes man af den splittelse, som også ses i andre dele af sundhedssektoren: man opprioriterer selv faglighed, men organisationen prioriterer nye ledelsessystemer, reorganiseringer og generelle ideologier.
Man opdager også, at man er en del af et offentligt kontrol/ styringssystem overfor borgerne som også inkluderer selvkontrol i form af dokumentation og evidensbasering, og de klienter man gerne ville hjælpe, betragter måske i højere grad hjælperen som en, man ret kraftigt skal undgå, manipulere, eller 'tilpasse' sig. Til tider med vold og trusler som redskab.
Endelig har man i tunge børnesager en central rolle som koordinator og beslutningstager mellem en række delorganisationer (familie, skole, plejefamilie, PPR-kontor, børnepsyiatrisk afdeling, familiecenter, arbejdsmarkedsafdeling, forvaltningsledelser, etc.), som dels forfølger hver deres mål, dels har forskellige ledelser, som er uenige eller i det mindste ikke samarbejder koordineret. At få dette hinanden-bekæmpende-små-kongedømmer system til at fungere som en enhed er meget tidkrævende.
Overlevelses-strategier
Noget af det vigtigste for mennesker er at udvikle en sammenhængende kontinuerlig selvforståelse, hvilket bliver meget vanskeligt i dette krydsfelt af modstridende intentioner, ideologier og magtbalancer.
Ofte bliver det til et spørgsmål - ikke om at leve et udfordrende og meningsfyldt fagligt liv, men at overleve i et system, som til tider kun er et system af navn. Og strategierne bliver at sikre sin overlevelse ved: at sygemelde sig, at gå på førtidspension, at skifte job i tide og utide i en søgen efter en berigende arbejdsplads.
Et af de vigtigste spørgsmål for en socialforvaltning er nok: hvad er 'det meningsfulde arbejde' på dette sted? Så længe det ikke er besvaret, ser man stadigt flere erfarne medarbejdere flygte, og stadigt flere unge uforberedte sagsbehandlere skulle håndtere meget svære sager.
Det var nok en god ide at give løntillæg – ikke for alt det fancy, men for simpel anciennitet i den samme stilling. For et af de alvorligste problemer i kontinuerlig sagsbehandling er, at sagsbehandleren flytter oftere end de klienter, hvis sager han/ hun skal varetage…
Det virker jo absurd, når socialrådgivere f.eks. søger ekstern supervision hos mig, fordi de ikke kan leve med de beslutninger, de er sat til at udføre, eller omvendt ikke må tage.
Reel kompetence eller flade ordrer
Vedrørende sagsbehandlergruppen udøver man i forvaltningerne ofte en blanding af to meget modsatrettede praksisformer. På den ene side har man vide rammer og er ofte i et selvstyrende team (med meget uklare organisatoriske rammer), på den anden side skal stadigt flere sagsbehandlerbeslutninger kontrolleres og dokumenteres i det uendelige, før man kan nå frem til en handlingsbeslutning.
Det bliver derfor svært at aflæse, om der lægges op til en udstrakt kompetence hos den enkelte sagsbehandler/ gruppe, eller om man helt enkelt skal udføre flade ordrer og effektuere styring ud fra retningslinjer, som kommer oppefra?
Som supervisor har jeg selv oplevet at blive fyret fra et par jobs, fordi jeg foreslog en tvangsfjernelse. Imidlertid skulle jeg kun supervisere ud fra de allerede trufne beslutninger, og så bliver supervision jo pludselig til et spørgsmål – ikke om faglig indsigt og viden – men om at lære sagsbehandlere at leve med det bestående, hvilket er en ret snæver definition af supervisionsbegrebet.
Disse modsatrettede budskaber fører ofte til, at der dannes mange myter i sagsbehandlergruppen om, hvordan det vil gå i en given sagsbehandling opad i ledelsessystemet, og disse myter og fantasier erstatter en reel afprøvning i et gensidigt tillidsforhold mellem sagsbehandlergruppe og ledelse: Hvilke beslutningskompetencer har en sagsbehandler/ et sagsbehandlerteam, når det kommer til stykket?
Ringe value-for-money
I behandlingen af svære anbringelsessager afspejles en splittelse i lovgivningen, som ofte fører til et foranstaltningsmæssigt morads: Princippet om at ingen ved, hvem der har den reelle myndighed over børn med forældre uden forældreevne. I princippet går man ud fra, at alle anbringelser er midlertidige, og at målet altid er at komme tilbage til familien, samt at de biologiske forældre juridisk set kun midlertidigt kan sættes under administration, f.eks. i form af en tvangsfjernelse.
Det er ofte dokumenteret, at anbringelse for sjældent fører til de ønskede resultater: et bedre liv for børnene. Det er ligeledes dokumenteret, at der ofte ikke er sammenhæng mellem undersøgelsen af et barn og foranstaltningsformen, ligesom Lise Hestbæk i sin tid dokumenterede at de nødvendige undersøgelser af barn og familie ikke lever op til kvalitetskravene, og at opfølgning og supervision under anbringelsen ofte er mangelfuld.
Her har vi en gigantisk social udgift med en ambivalent holdning til forældremyndighed og logistik, som afstedkommer et meget ringe value-for-money resultat. Fremskridt har været nye modeller for at få styr på anbringelsesstedernes kvalitetsarbejde og uddannelse. Men tilbage står fortsat mange mislykkede anbringelser, fordi loven ikke sikrer børn en sammenhængende opvækst med kompetente, kontinuerte opdragere.
Quebec tager konsekvensen
Ser man på international forskning (som Socialforskningsinstituttet netop har gjort i sin bog om adoption som anbringelsesform), er det ganske klart, at kun en éntydig placering af forældremyndighed betyder en sund udvikling for et anbragt barn med meget svag familiebaggrund. Især er åben adoption (hvor barnet er informeret og kan se sine forældre) resultatrig målt på barnets udvikling, skolegang, etc.
I Quebec, Canada, har man taget konsekvensen af forskning, som viste, at placering i plejefamilie med en begyndende tilknytning til plejeforældrene - og efterfølgende hjemgivelse - er det mest skadelige forløb for barnets udvikling. Den næstmest skadelige form er videregivelse til anden plejefamilie. Derfor har lovgiverne taget konsekvensen, således at (hvis barnet er under 1 år) forældrene får et år til at opfylde de stillede behandlingskrav. Hvis de ikke kan det, gøres anbringelsen permanent indtil barnet er 18 år. Hvis barnet er over 2 år ved anbringelsen, har forældrene tilsvarende to år til at leve op til behandlingskravene.
Forsøg er uinteressante
Hvad har socialrådgivere brug for i tunge børnesager? Det må de selvfølgelig selv tage stilling til, men i mine øjne:
1. At opdelingen i socialforvaltning og kulturforvaltning ophæves i tunge sager (ca. 4 pct. af alle sager), og erstattes af tværfaglige indsatsteams med egen leder og ansvar for en af ledelsen årligt udpeget række sager. Inklusive ansvar for økonomi og beslutningskompetence, som dækker alle aspekter af en række bestemte børns liv – såsom tidlig indsats overfor moderen, tildeling af støttetimer i institutioner/ skole, evt. anbringelse, henvisning til børnepsyk./ PPR, etc.
Teamets tidsperspektiv bør være langsigtet, så det i praksis udøver forældremyndigheden (i samarbejde med forældrene) fra moderen bliver gravid, til barnet fylder 18. Teamets medlemmer bør – på tværs af forvaltningsgrænser – være: jordemødre/ pædiater, psykolog, socialpædagog, talepædagog, lærer og andre for barnets hverdag relevante personer på skift efterhånden som barnet bliver større (inklusive plejeforældre).
Forsøgsordninger er uinteressante i denne sammenhæng. Socialministeriet pumpede millioner i at starte sådanne indsatsteams i kommunerne, men så snart perioden sluttede, droppede mange kommuner ordningerne.
Fra en enkelts til mange skuldre
2. Dette kræver en ændring af forvaltningsloven på flere områder. For det første at beslutningsmyndigheden i tunge sager flyttes til ledelsen af de tværfaglige teams. Frem for at hvile på én overkørt socialrådgivers skuldre bør ansvaret hvile på teamet.
For det andet, at en hel del ressourcer skal flyttes fra skolestart og opad (hvor de fleste ressourcer anvendes) til det tidspunkt hvor moderen konstateres gravid, og de tre første leveår.
For det tredje, at psyko-edukation af forældre (praktisk vejledning og coaching/ undervisning) bliver et reelt tilbud for familier med vanskeligheder. Det vil i mange tilfælde også være relevant, at arbejdsmarkedsafdeling og revisor får forældrenes situation klarlagt og planlagt, så de får en reel chance for at leve op til behandlingskravene og samvær med barnet.
Glade socialrådgivere igen
3. At loven om forældremyndighed ændres, så tidlig tvangsadoption gøres mulig i de allertungeste sager, og at en domstol ligeledes kan beslutte, at forældremyndigheden til barnets 18. år overgår til forvaltningen i samarbejde med forældrene, hvor de altid høres om vigtige beslutninger i barnets liv.
Hermed ville almindelige sager køre efter de sædvanlige forvaltningsopdelinger, og tunge børnesager blive varetaget af ansvarlige behandlerteams. Så kunne det måske igen blive muligt at se en glad socialrådgiver i et meningsfuldt job.
Siden 1981 har forfatteren arbejdet som psykolog med speciale i behandling af svært omsorgssvigtede børn – som supervisor, underviser, og konsulent for kommuner på det sociale område og i udvikling af ledelse og organisation på det sociale område.
Ud fra disse erfaringer skal jeg prøve at påpege nogle af de faktorer, hvor der - 'set fra kanten' med en psykologs øjne - kan være behov for organisatorisk og faglig udvikling af socialrådgiverens rolle. Man kan se på den organisatoriske del af socialrådgiverens arbejde, forvaltningsgruppers situation, og den enkelte socialrådgivers behov.
For det første må man jo glæde sig over, at vi i Danmark overhovedet tager os af de svageste børn i samfundet. I mange af de lande, jeg har besøgt, er det så som så med den interesse. Der er også mange gode kommunale initiativer overfor bestemte grupper af børn, f.eks. forebyggelse af seksuelt misbrug, støtte til voldsramte børn, tidlig indsats grupper, m.m. Når det så er sagt er her en lille liste over mulig udvikling af det bestående:
Faglig og jobmæssig identitet
Det har ofte slået mig, hvor svært det var for socialrådgivere at danne en sammenhængende faglig identitet. På den sociale højskole uddannes de i faglige kompetencer og forventninger til rettidig omhu, som er ufatteligt svære at omsætte til praksis i en socialforvaltning, hvor de oplever at det er helt andre ideologier og hensyn, der tæller.
Hvordan skal man leve op til dette selvbillede, når man sidder foran en bunke med 80 sager, hvoraf der kræves akut handling i de 10? Her rammes man af den splittelse, som også ses i andre dele af sundhedssektoren: man opprioriterer selv faglighed, men organisationen prioriterer nye ledelsessystemer, reorganiseringer og generelle ideologier.
Man opdager også, at man er en del af et offentligt kontrol/ styringssystem overfor borgerne som også inkluderer selvkontrol i form af dokumentation og evidensbasering, og de klienter man gerne ville hjælpe, betragter måske i højere grad hjælperen som en, man ret kraftigt skal undgå, manipulere, eller 'tilpasse' sig. Til tider med vold og trusler som redskab.
Endelig har man i tunge børnesager en central rolle som koordinator og beslutningstager mellem en række delorganisationer (familie, skole, plejefamilie, PPR-kontor, børnepsyiatrisk afdeling, familiecenter, arbejdsmarkedsafdeling, forvaltningsledelser, etc.), som dels forfølger hver deres mål, dels har forskellige ledelser, som er uenige eller i det mindste ikke samarbejder koordineret. At få dette hinanden-bekæmpende-små-kongedømmer system til at fungere som en enhed er meget tidkrævende.
Overlevelses-strategier
Noget af det vigtigste for mennesker er at udvikle en sammenhængende kontinuerlig selvforståelse, hvilket bliver meget vanskeligt i dette krydsfelt af modstridende intentioner, ideologier og magtbalancer.
Ofte bliver det til et spørgsmål - ikke om at leve et udfordrende og meningsfyldt fagligt liv, men at overleve i et system, som til tider kun er et system af navn. Og strategierne bliver at sikre sin overlevelse ved: at sygemelde sig, at gå på førtidspension, at skifte job i tide og utide i en søgen efter en berigende arbejdsplads.
Et af de vigtigste spørgsmål for en socialforvaltning er nok: hvad er 'det meningsfulde arbejde' på dette sted? Så længe det ikke er besvaret, ser man stadigt flere erfarne medarbejdere flygte, og stadigt flere unge uforberedte sagsbehandlere skulle håndtere meget svære sager.
Det var nok en god ide at give løntillæg – ikke for alt det fancy, men for simpel anciennitet i den samme stilling. For et af de alvorligste problemer i kontinuerlig sagsbehandling er, at sagsbehandleren flytter oftere end de klienter, hvis sager han/ hun skal varetage…
Det virker jo absurd, når socialrådgivere f.eks. søger ekstern supervision hos mig, fordi de ikke kan leve med de beslutninger, de er sat til at udføre, eller omvendt ikke må tage.
Reel kompetence eller flade ordrer
Vedrørende sagsbehandlergruppen udøver man i forvaltningerne ofte en blanding af to meget modsatrettede praksisformer. På den ene side har man vide rammer og er ofte i et selvstyrende team (med meget uklare organisatoriske rammer), på den anden side skal stadigt flere sagsbehandlerbeslutninger kontrolleres og dokumenteres i det uendelige, før man kan nå frem til en handlingsbeslutning.
Det bliver derfor svært at aflæse, om der lægges op til en udstrakt kompetence hos den enkelte sagsbehandler/ gruppe, eller om man helt enkelt skal udføre flade ordrer og effektuere styring ud fra retningslinjer, som kommer oppefra?
Som supervisor har jeg selv oplevet at blive fyret fra et par jobs, fordi jeg foreslog en tvangsfjernelse. Imidlertid skulle jeg kun supervisere ud fra de allerede trufne beslutninger, og så bliver supervision jo pludselig til et spørgsmål – ikke om faglig indsigt og viden – men om at lære sagsbehandlere at leve med det bestående, hvilket er en ret snæver definition af supervisionsbegrebet.
Disse modsatrettede budskaber fører ofte til, at der dannes mange myter i sagsbehandlergruppen om, hvordan det vil gå i en given sagsbehandling opad i ledelsessystemet, og disse myter og fantasier erstatter en reel afprøvning i et gensidigt tillidsforhold mellem sagsbehandlergruppe og ledelse: Hvilke beslutningskompetencer har en sagsbehandler/ et sagsbehandlerteam, når det kommer til stykket?
Ringe value-for-money
I behandlingen af svære anbringelsessager afspejles en splittelse i lovgivningen, som ofte fører til et foranstaltningsmæssigt morads: Princippet om at ingen ved, hvem der har den reelle myndighed over børn med forældre uden forældreevne. I princippet går man ud fra, at alle anbringelser er midlertidige, og at målet altid er at komme tilbage til familien, samt at de biologiske forældre juridisk set kun midlertidigt kan sættes under administration, f.eks. i form af en tvangsfjernelse.
Det er ofte dokumenteret, at anbringelse for sjældent fører til de ønskede resultater: et bedre liv for børnene. Det er ligeledes dokumenteret, at der ofte ikke er sammenhæng mellem undersøgelsen af et barn og foranstaltningsformen, ligesom Lise Hestbæk i sin tid dokumenterede at de nødvendige undersøgelser af barn og familie ikke lever op til kvalitetskravene, og at opfølgning og supervision under anbringelsen ofte er mangelfuld.
Her har vi en gigantisk social udgift med en ambivalent holdning til forældremyndighed og logistik, som afstedkommer et meget ringe value-for-money resultat. Fremskridt har været nye modeller for at få styr på anbringelsesstedernes kvalitetsarbejde og uddannelse. Men tilbage står fortsat mange mislykkede anbringelser, fordi loven ikke sikrer børn en sammenhængende opvækst med kompetente, kontinuerte opdragere.
Quebec tager konsekvensen
Ser man på international forskning (som Socialforskningsinstituttet netop har gjort i sin bog om adoption som anbringelsesform), er det ganske klart, at kun en éntydig placering af forældremyndighed betyder en sund udvikling for et anbragt barn med meget svag familiebaggrund. Især er åben adoption (hvor barnet er informeret og kan se sine forældre) resultatrig målt på barnets udvikling, skolegang, etc.
I Quebec, Canada, har man taget konsekvensen af forskning, som viste, at placering i plejefamilie med en begyndende tilknytning til plejeforældrene - og efterfølgende hjemgivelse - er det mest skadelige forløb for barnets udvikling. Den næstmest skadelige form er videregivelse til anden plejefamilie. Derfor har lovgiverne taget konsekvensen, således at (hvis barnet er under 1 år) forældrene får et år til at opfylde de stillede behandlingskrav. Hvis de ikke kan det, gøres anbringelsen permanent indtil barnet er 18 år. Hvis barnet er over 2 år ved anbringelsen, har forældrene tilsvarende to år til at leve op til behandlingskravene.
Forsøg er uinteressante
Hvad har socialrådgivere brug for i tunge børnesager? Det må de selvfølgelig selv tage stilling til, men i mine øjne:
1. At opdelingen i socialforvaltning og kulturforvaltning ophæves i tunge sager (ca. 4 pct. af alle sager), og erstattes af tværfaglige indsatsteams med egen leder og ansvar for en af ledelsen årligt udpeget række sager. Inklusive ansvar for økonomi og beslutningskompetence, som dækker alle aspekter af en række bestemte børns liv – såsom tidlig indsats overfor moderen, tildeling af støttetimer i institutioner/ skole, evt. anbringelse, henvisning til børnepsyk./ PPR, etc.
Teamets tidsperspektiv bør være langsigtet, så det i praksis udøver forældremyndigheden (i samarbejde med forældrene) fra moderen bliver gravid, til barnet fylder 18. Teamets medlemmer bør – på tværs af forvaltningsgrænser – være: jordemødre/ pædiater, psykolog, socialpædagog, talepædagog, lærer og andre for barnets hverdag relevante personer på skift efterhånden som barnet bliver større (inklusive plejeforældre).
Forsøgsordninger er uinteressante i denne sammenhæng. Socialministeriet pumpede millioner i at starte sådanne indsatsteams i kommunerne, men så snart perioden sluttede, droppede mange kommuner ordningerne.
Fra en enkelts til mange skuldre
2. Dette kræver en ændring af forvaltningsloven på flere områder. For det første at beslutningsmyndigheden i tunge sager flyttes til ledelsen af de tværfaglige teams. Frem for at hvile på én overkørt socialrådgivers skuldre bør ansvaret hvile på teamet.
For det andet, at en hel del ressourcer skal flyttes fra skolestart og opad (hvor de fleste ressourcer anvendes) til det tidspunkt hvor moderen konstateres gravid, og de tre første leveår.
For det tredje, at psyko-edukation af forældre (praktisk vejledning og coaching/ undervisning) bliver et reelt tilbud for familier med vanskeligheder. Det vil i mange tilfælde også være relevant, at arbejdsmarkedsafdeling og revisor får forældrenes situation klarlagt og planlagt, så de får en reel chance for at leve op til behandlingskravene og samvær med barnet.
Glade socialrådgivere igen
3. At loven om forældremyndighed ændres, så tidlig tvangsadoption gøres mulig i de allertungeste sager, og at en domstol ligeledes kan beslutte, at forældremyndigheden til barnets 18. år overgår til forvaltningen i samarbejde med forældrene, hvor de altid høres om vigtige beslutninger i barnets liv.
Hermed ville almindelige sager køre efter de sædvanlige forvaltningsopdelinger, og tunge børnesager blive varetaget af ansvarlige behandlerteams. Så kunne det måske igen blive muligt at se en glad socialrådgiver i et meningsfuldt job.
Siden 1981 har forfatteren arbejdet som psykolog med speciale i behandling af svært omsorgssvigtede børn – som supervisor, underviser, og konsulent for kommuner på det sociale område og i udvikling af ledelse og organisation på det sociale område.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.
