
Havnenes små både og Istjenestens lejede slæbebåde holder havnene åbne, oplyser formand for Danske Havne Uffe Steiner Jensen.
Ingen skibe er endnu sejlet forgæves til de danske havne, og dagligt anløber store skibe med blandt andet salt til veje og cykelstier. Det er hårdt arbejde at holde sejlrenderne til havnene fri, og igen i år viser havnenes egne små både sig meget effektive. Statens Istjeneste har chartret bugserbåde, som er meget aktive i Limfjorden og farvandet mellem Sjælland, Møn og Lolland. Istjenesten skal også klare alle gennemsejlingsfarvandene.
- Men de tre statsisbrydere, Isbjørn, Danbjørn og Thorbjørn, kommer næppe i aktion. Selv om de daglige ismeldinger taler om istykkelse på 15 - 25 cm, er 'Bjørnebanden' ikke længere egnet til formålet. Men de har heldigvis 'et barn i hver en havn'. De små havnebåde og private slæbebåde bryder isen i fjorde og lavvandede farvande, hvor isen volder problemer.
- Mange ønsker at se Bjørnebanden i aktion, lige som i gamle dage, siger Uffe Steiner Jensen.
- Men de steder, hvor isen volder størst problemer, er vanddybden for lav til isbryderne. Derfor har havnenes egne både og private slæbebåde overtaget opgaven. De yder hver dag en kæmpe indsats for at sikre sejlads til alle vores havne. Det fortjener en særlig hilsen her ved nytårstide.
I Kattegat, Øresund og Bælterne er skibstrafikken så tæt, og skibene har så stor motorkraft, at der ikke er problemer, selv om frosten skulle blive meget hårdere.
cgt
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.