Kommunen.dk
DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Social
DK Indkøb
DK Sundhed
DK Teknik
DK Økonomi
DK IT
DK Job
AstraZenecas vaccine har en effekt på 59,5 pct., hvilket er en del lavere end Pfizers med 95 pct. og Modernas med 94,1 pct, men der er endnu ikke lavet studier til at sammenligne deres effekt.
Foto: Ben Stansall, Ritzau Scanpix

Tredje vaccine på vej til Danmark

EU-kommissionen har godkendt AstraZenecas vaccine mod covid-19.

Virksomheden AstraZenecas vaccine mod covid-19 får en betinget godkendelse i hele EU, inklusiv Danmark. Vacciner fra virksomheden er altså nu på vej, og sendinger til de første 20.000 borger forventes at lande den 8. februar. Godkendelsen betyder også, at der nu både er vacciner på vej til Danmark fra Pfizer, Moderne og AstraZeneca, og Danmark har en aftale med AstraZeneca om vacciner til 2,6 millioner danskere, som vil blive modtaget i løbet af de næste måneder, oplyser Sundhedsministeriet. 

Den betingede godkendelse af vaccinen betyder, at Det Europæiske Lægemiddelagenturs eksperter vurderer dokumentation for vaccinens kvalitet, sikkerhed og effekt tilstrækkelig til, at effekten opvejer mulige bivirkninger. Det betyder også, at godkendelsen gives for et år, og at AstraZeneca løbende skal informere om resultater fra forskellige test.

I de studier, der allerede er lavet med vaccinen, har deltagerne været mellem 18 og 55 år. Derfor er der ikke endnu nok data til at vurdere, om vaccinen også har en effekt på personer uden for den aldersgruppe. Studierne har vist, at AstraZenecas vaccine har en effekt på 59,5 pct., hvilket er en del lavere end Pfizers med 95 pct. og Modernas med 94,1 pct, men der er ikke lavet studier med alle tre vacciner, og man kan derfor ikke sammenligne deres effekt.

- Ingen af vaccinerne er blevet sammenlignet mod hinanden. Så rent videnskabeligt kan man ikke sige, om den ene vaccine er mere effektiv end den anden, siger Thomas Senderovitz, direktør i Lægemiddelstyrelsen.

Ritzau / eo