dkhavenergi
dkvindkraft
dknyt
dksocial
dksundhed
dkindkob
DK Debat
DK Stillinger

To ministre i samråd om fyring af coronasyge sosuer

Flere eksempler på afskedigelser af frontpersonale, der har været sygemeldt med senfølger efter coronasmitte.

To ministre skal i et samråd i Folketingets beskæftigelsesudvalg redegøre for deres stillingtagen til principperne bag konkrete sager, hvor frontpersonale i sundhedssektoren er blevet afskediget for sygefravær efter coronasmitte og senfølger. B.T. har i en række artikler beskrevet sådanne sager.

Samrådet er indkaldt af Enhedslistens arbejdsmarkedsordfører Jette Gottlieb og coronaordfører Peder Hvelplund, der vil vide, hvordan "ministrene vil sikre, at der i størst mulig grad tages hensyn til den særlige situation, som social- og sundheds-frontpersonale er blevet sat i i forbindelse med Coronapandemien, hvor mange er blevet smittet med Corona virus og siden har været plaget af senfølger".

Ifølge B.T. er to sosuassistenter og to sygeplejersker blevet fyret, efter de har været langtidssygemeldt med senfølger. Region Sjælland har i et skriftligt svar til B.T. oplyst, at situationer, hvor sygefraværet har været langvarigt, eller hvor det ikke forventes at en medarbejder kan komme tilbage på arbejde, kan resultere i afskedigelser på grund af sygefravær.

"Vi har opfordret medarbejdere, der under deres ansættelse er blevet smittet med covid-19, til at anmelde det som en arbejdsskade. Det betyder, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring kan tage stilling til en eventuel erstatning", lyder det fra regionen.

Fagforeningen FOA er gået ind i sagerne vedrørende sosuassistenterne, men afskedigelserne er sket efter reglerne, og derfor er problemet i stedet moralsk, mener FOA.

- Man sender personale ud i frontlinjen for at bekæmpe coronavirus og beder dem kæmpe røven ud af bukserne. Takken de får, er så at de bliver fyret, siger sektorformand Torben Klitmøller Hollmann fra FOA's sosusektor til B.T.

Ritzau / mk