HØJE-TAASTRUP: Høje-Taastrup Kommune overvejer at afprøve elbiler i kommunens bilpark som led i indsatsen for at reducere CO2-udledningen.
Når man i de kommende år ser en bil fra Høje-Taastrup Kommune, kan det meget vel være en elbil. Byrådet overvejer nemlig til næste år at supplere den nuværende bilpark med to elbiler og teste dem i forskellige funktioner, for eksempel intern postomdeling. Byrådet har således bedt forvaltningen udarbejde en budgetblok for anskaffelsen og driften af to elbiler, således at der kan træffes beslutning om elbiler, når budgettet for 2010 skal vedtages.
Reelt alternativ til konventionelle biler
Markedet for elbiler er først ved at blive etableret, men i juni 2009 lancerede Elbil Danmark A/S en elbil, som er et reelt alternativ til mindre, konventionelle biler.
Der er flere fordele ved de nye elbiler. Selvom de skal lades op, udleder de kun 64 gram CO2 pr. kilometer, hvilket er langt mindre end bilerne i kommunens nuværende vognpark. De har ingen tomgangsdrift og dermed ingen lokal forurening med partikler og lignende. Samtidig kan de nye elbiler køre 145 kilometer på en opladning og har en topfart på ca. 100 km/timen.
I 2014 skal kommunens biler udskiftes igen, og derfor kan et forsøg med to elbiler løbe frem til denne udskiftning.
Også mindre CO2 fra konventionelle biler
Kommunen arbejder også på at nedbringe CO2-udledningen fra de konventionelle biler. En række af kommunens ældre biler har hen over vinteren og foråret 2009 været i udbud, og der er indkøbt 63 nye, konventionelle biler, som bl.a. kører i hjemmeplejen.
De nye biler udleder ca. 120 gram CO2 pr. kilometer, hvor de gamle biler udledte ca. 150 gram CO2 pr. kilometer. De nye biler giver således en CO2-besparelse på ca. 20 pct.
Udledningen af partikler fra de nye biler reduceres også, idet en række af de nye biler har monteret partikelfiltre.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.