

NÆSTVED / SJÆLLAND: Lokal- og regionsrådspolitiker Githa Nelander skifter til Dansk Folkeparti. Hun har tidligere været valgt for Nye Borgerlige, og da Pernille Vermund trak sig fra partiet, planlagde hun at stille op som formand.
Det blev i stedet Martin Henriksen, og nu har Githa Nelander efter en periode som løsgænger fundet et nyt parti.
- Jeg glæder mig meget til samarbejdet i DF i både byråd og regionsråd, og jeg vil med det samme berolige mine vælgere med, at jeg på ingen måde giver slip på mine politiske værdier. Jeg fortsætter min politiske linje i DF's ånd, siger hun i en pressemeddelelse.
Githa Nelander er byrådsmedlem i Næstved og regionsrådsmedlem i Region Sjælland og har siden maj været løsgænger efter sin udmeldelse af Nye Borgerlige.
Gik efter formandsposten
Da Nye Borgerlige kollapsede, og ledelsen af partiet meldte sig ud, var Githa Nelander klar til at føre partiet videre som formand. Da det tidligere DF-folketingsmedlem Martin Henriksen stillede op som modkandidat, distancerede Githa Nelander sig fra ham med den argumentation, at han netop var en typisk DF'er og ikke ligeså liberal som hende.
- Det dna, DF har, kan man tydeligt mærke stadig sidder i ham. Det er der ikke noget forgjort i. Men jeg kan godt frygte, at vi bliver trukket i den retning, sagde Githa Nelander i februar.
Hun fremhævede, at hun var mere til den "liberale del". Githa Nelander endte med at melde sig ud af formandskampen i Nye Borgerlige, Martin Henriksen vandt posten, og nu har hun et halvt år senere meldt sig ind i Dansk Folkeparti.
Partiet har dermed to medlemmer af byrådet i Næstved og Region Sjælland.
Githa Nelander har tidligere været lokalpolitiker for Dansk Folkeparti. Hun har siden 2013 siddet i byrådet i Næstved, men skiftede til Nye Borgerlige i 2020, inden hun altså nu igen vender tilbage til DF.
/ritzau/cwa
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.