Sygeplejerskemangel plager også Aarhus: Et vedvarende problem
Mange af landets hospitaler melder, ligesom Aarhus Universitetshospital, om problemer med at holde sengepladserne åbne. (Arkivfoto.)
Foto: Bo Amstrup, Ritzau Scanpix

Sygeplejerskemangel plager også Aarhus: Et vedvarende problem

AUH forsøger at afbøde problemer med personalemangel ved at give nye sygeplejersker en bedre start i faget.
15. JUN 2022 6.50

AARHUS: Ligesom mange andre steder i landet er der på Aarhus Universitetshospital (AUH) problemer med at få kabalen til at gå op, når vagtplanen skal lægges. Derfor er 46 ud af 858 sengepladser - svarende til cirka fem procent - for tiden lukket på hospitalet. Det oplyser Susanne Lauth, sygeplejefaglig direktør på AUH, tirsdag.

Dermed har hospitalet i Aarhus klaret sig med færre sengelukninger end på Rigshospitalet, hvor hver tiende seng er lukket på grund af personalemangel. Det skrev Berlingske tirsdag. Men situationen er stadig svær, forklarer Lauth.

- Status er, at vi også kan genkende, at vi har været nødt til at lukke senge. Det er et nogenlunde stabilt tal, og det kan svinge lidt. I løbet af vinteren var det lidt højere på grund af eftervirkningerne af sygeplejerskekonflikten og covid-19-situationen, siger hun.

Manglende personale

Trods udsving er hospitalet under et stabilt pres i forhold til at finde nok personale.

- Vi følger det her tæt, fordi vi godt kan forestille os, at det bliver en vedvarende udfordring, især i sengeafsnit med mange unge sygeplejersker, siger Susanne Lauth.

Derfor arbejder hospitalet med at supplere de sygeplejerskeansatte med andre faggrupper, hvor det kan lade sig gøre - for eksempel farmakonomer eller ergoterapeuter. Derudover forsøger man i det omfang, det er muligt, at omlægge patientforløb, så flere kan behandles i hjemmet.

Ekstra indsats for nye

Og så er der en særlig opgave med at forsøge at fastholde de nye medarbejdere, så unge sygeplejersker ikke bliver overvældet på deres nye arbejdsplads. Det sker blandt andet gennem en mere generel arbejdsmiljøindsats i 2022 samt en ekstra indsats i forhold til introduktionsforløbene for nye sygeplejersker.

- Vi skal sikre, at der skabes en tilknytning til det speciale, de går ind i, så de ikke tænker: "Puha, det her er for udfordrende. Jeg går videre til noget andet". Det er for at sikre en bedre start, så de er fagligt klædt på til den opgave, de skal løse, siger Susanne Lauth.

Region Midtjyllands indsatser er samlet i det, som man har valgt at kalde en 360-graders plan, fortæller Susanne Lauth. Berlingske skriver, at der er lignende problemer med sengelukninger og personalemangel i andre regioner.

Ritzau