Syddanmark skal teste ansatte som i Hovedstaden

KORT NYT10. MAJ 2020 9.10
TEMA: Corona

SYDDANMARK: Region Syddanmark følger Hovedstadens eksempel og tilbyder nu sine ansatte at blive screenet for covid-19 antistoffer og få svar på, om de har været smittet, oplyser regionen. Også her er det en del af et forskningsprojekt, der skal kortlægge smitten hos sundhedspersonalet.

Derfor vil medarbejderne i de kommende uger modtage et brev i deres digitale postkasse med tilbuddet, og de første test vil finde sted mandag den 11. maj. Testen foregår ved, at medarbejderen får taget en blodprøve på sygehuset, hvor den mikrobiologiske afdeling udfører testen. Efter et par dage modtager medarbejderen svar og vil så blive tilbudt en test igen efter en måned og efter fem måneder.

I forskningsprojektet vil forskerne blandt andet undersøge, om medarbejdere med patientkontakt er mere udsatte sammenlignet med andre borgere. Derudover skal projektet bidrage med ny viden om, hvorvidt de, der har været syge med coronavirus, fortsætter med at være immune over for covid-19 i en lang periode efter, de er blevet raske igen.

eo

 

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
dkjob
www.mercuriurval.com
Fordi mennesker betyder alt