
Denne uge fik landet omsider en ny regering - en Mette Frederiksen-ledet SVM-regering, som naturligvis også vækker interesse i kommuner og regioner - både når det gælder regeringsgrundlag, ministerliste og det kommunale fokus.
En af de ministre der får stor kontakt med kommuner og regioner er Venstres Sophie Løhde, der skal være minister for et samlet Indenrigs- og Sundhedsministerium: "Mit drømmeministerium, og de klæder hinanden helt utroligt godt", lød det fra den nye minister ved overdragelsen. Og den nye ældreminister, Moderaternes Mette Kierkgaard, har oven i købet selv en kommunal baggrund - bl.a. har hun senest været familiechef i Viborg Kommune.
Med regeringsgrundlaget er der udsigt til at jobcentrene nedlægges. Det modtages med blandede følelser blandt kommunale politikere med beskæftigelsen som ansvar, selvom ingen næppe er uenige i formuleringer om, at den enkelte ledige skal sættes i centrum, og at der skal gives frihed til dem, der kan selv, uden at gå på kompromis med jobfokus.
Kommunernes bestræbelser på at få ledige i job - også udsatte ledige - vil bestå, selvom det bliver i andre rammer. At der i forvejen arbejdes alternativt i kommunerne ses fx i Odense, der med sociale klausuler stiller krav til de virksomheder, kommuner laver udbud og kontrakter med - om at få en udsat ledig i job i virksomheden. En fireårig forsøgsordning har fungeret så godt, at den nu gøres permanent.
Den nye regering byder også for første gang på en minister for digitalisering, Marie Bjerre (V), der også er blevet ligestillingsminister. Den nye minister får Digitaliseringsstyrelsen under sig, ansvarlig for blandt andet MitID og NemID. Ministeriet vil også rumme Danmarks Statistik og sager vedrørende bl.a. databeskyttelse, digital omstilling og digital sikkerhed - altsammen noget med høj relevans for kommunerne.
Digitalisering kan både give grå hår og det modsatte i kommunerne. I Fredensborg er der nu så stor succes med en robot, der tjekker journalsystemet med medicin uddelt til borgere, at den af Styrelsen for Patientsikkerhed anbefales til alle kommuner. Robotten ses også som et supplement til praksis om registrering af ”Utilsigtede Hændelser”. Næste skridt er at udbrede robotten til brug på plejehjemmene.
Teknologi optager kommunerne – men det gør også gode muligheder for erhverv, boligbyggeri og natur. Syv Køge Bugt-kommuner er gået sammen om en protest mod Hvidovres og Københavns plan om at skabe ni kunstige øer ud for Avedøre Holme. Der er for store miljømæssige omkostninger ved at anlægge det 3,1 millioner kvadratmeter store erhvervsområde, og der er rigeligt med ledige erhvervsarealer i lokalområdet i forvejen, mener de protesterende kommuner Ishøj, Greve, Køge, Stevns, Brøndby, Vallensbæk og Solrød.
Kommunerne har med held tidligere råbt op mod at få dumpet forurenet slam fra et af de andre store erhvervsprojekter, Lynetteholmen i Køge Bugts sårbare vandmiljø. Der er dog endnu ikke vedtaget nogen anlægslov i Folketinget for projekt "Holmene" ved Avedøre Holme.
En protest over et andet stort planlagt projekt bar denne uge frugt for de protesterende: Københavns Byret tillagde nemlig et søgsmål opsættende virkning og stoppede dermed et omfattende boligbyggeri på Amager Fælled. Protesten mod byggeriet sker bl.a. for at beskytte vilkårerne for vandsalamandere.
Det er foreningen Amager Fælleds Venner, der forsøger at få medhold i en strid med Miljøklagenævnet med påstand om, at nævnets stadfæstelse, af Københavns Kommunes VVM-tilladelse, er ugyldig. Tre dommere i byretten har nu afgjort, at sagsanlægget skal tillægges opsættende virkning - og dermed er byggeriet foreløbig stoppet. Striden om Amager fælled kan vare år - til glæde for den ene part og til irritation for den anden.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.