KØBENHAVN: - Man kan føle sig meget ensom med sin kræftdiagnose, og derfor er rehabilitering, vejledning og gode snakke med ligesindede utroligt givende for borgere med kræft, siger sundheds- og omsorgsborgmester, Ninna Thomsen (S).
København har, i følge borgmesteren, opbygget en stor ekspertise i støtte til kræftpatienter siden Sundhedscenter for Kræftramte i Ryesgade åbnede i 2007 - som det første af sin slags. Det skriver Københavns Kommune.
Bedre rammer og helende arkitektur
Københavns nye Sundhedscenter for Kræftramte skal ligge på Nørre Allé overfor Panum Instituttet. Det skal hjælpe kræftramte borgere i København, yngre patienter fra Frederiksberg - samt i nogle tilfælde hele Danmark - gennem motion, kostvejledning, samvær og samtaler med sundhedspersonale. For at skabe bedre rammer er 'helende' arkitektur tænkt ind i byggeriet. Høje, rummelige, lyse rum, god akustik, en gårdhave, som er inspireret af fortidens klosterhaver samt et centralt placeret fællesområde med lounge, skal stimulere samvær og virke lægende.
- Det nye center vil i høj grad blive formet efter brugernes, medarbejdernes og vores samarbejdspartneres behov, siger centerleder Jette Vibe-Petersen.
Et godt tilbud
71-årige Poul Godtfred Arenfeldt Mathiesen fra Indre By er kommet i Sundhedscenter for Kræftramte i tre år. Han er den ene af de to mennesker, hvis kræfthistorie blev muret ned i fundamentet ved grundstensnedlæggelsen. I dokumentet fortæller Poul Mathiesen blandt andet, at han mener, træningen i centret har givet ham styrke til at klare kemobehandlinger og komme godt igennem operationer. Han går blandt andet til Tai Chi med andre kræftramte og deltager i naturaktiviteter på centret.
- I centret træner jeg med "lidelsesfæller", de ved, hvad det drejer sig om, og de ved, at jeg ikke er nogen supermand - jeg kan træne i det tempo, jeg kan følge med til. Jeg har fået hjælp og vejledning, så jeg har lært at træne, selvom jeg har stomi og kateter og en dårlig balance, siger han.
Også Jette Paulisen på 58 år fra Nordvest har som brystopereret oplevet centret som et positivt holdepunkt i en svær situation.
- Det har i den grad givet struktur på dagene og ugen, at jeg skulle noget, og det har lært mig værdien af at træne. Det har været dejligt, hjælpsomt og meget betydningsfuldt for mig at komme i centret, og jeg er frygtelig forarget over, at andre, der har den samme sygdom, og som ikke lige bor i Københavns Kommune, ikke kan få det fantastiske tilbud, siger hun. Også hendes sygehistorie blev muret ned til glæde for fremtidens københavnere - i fald de skulle finde på at nedrive huset om måske 200 år og åbne røret med de indmurede dokumenter.
Sundhedscenter for Kræftramte:
- Er et samarbejde mellem Københavns Kommune og Kræftens Bekæmpelse.
- Er et gratis tilbud til alle kræftramte, pårørende og efterladte i Københavns Kommune og kræftramte under 40 år i Frederiksberg Kommune. Kræftens Bekæmpelses rådgivning gælder for borgere i hele landet.
- Tilbyder bl.a. samtaler med psykologer og socialrådgivere samt undervisning i motion og diæt.
- Har ca. 1.500 brugere om året.
- Er Danmarks første sundhedscenter alene målrettet kræftramte.
- Åbnede i 2007 i Ryesgade og flytter medio 2011 ind i de nye lokaler over for Panum på Nørre Allé.
- http://www.kraeftcenter-kbh.dk
tj
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.











