
RØDOVRE: Der er indgået et stramt budgetforlig for 2012 i Rødovre Kommune med store effektiviseringer og besparelser. 14 ud af kommunalbestyrelsens 19 medlemmer står bag forliget, som sikrer, at Rødovre overholder servicerammen, oplyser kommunen.
Der er effektiviseringer og besparelser for 77 mio. kr. i 2012, som er blevet besluttet ved dette og det forrige budgetforlig. Hvis Rødovre Kommune skulle hente det samme beløb i øgede skatteindtægter, skulle skatten skrues i vejret med hele 1,36 procentpoint.
De besparelser, der blev vedtaget sidste år, står hele kommunalbestyrelsen bag. I 2012 er det Socialdemokraterne og SF, der tager ansvar for budgettet. De to partier udgør tilsammen 14 ud af 19 medlemmer i kommunalbestyrelsen.
Borgmester Erik Nielsen (S) kalder budgettet stramt, og glæder sig dog over, at der er fundet plads til at droppe en række foreslåede lukkedage for kommunens dagsinstitutioner og SFO'er i sommerferien.
Fortsætter investeringer i folkeskolen
De seneste år har Rødovres folkeskoler fået et stort løft. F.eks. er alle klasseværelser blevet malet og udstyret med en elektronisk tavle - et såkaldt Smart Board. Den linje fortsættes i 2012, hvor de udvendige adgangsforhold på skolerne bliver forbedret. En del af de nye investeringer i folkeskolen kommer fra den lånepulje, som den fungerende, borgerlige regering har stillet til rådighed for landets kommuner til investeringer i faciliteter, som vedrører børn og unge.
- Det er sund fornuft at investere i Rødovres børn. Vi bygger en helt ny daginstitution i 2012, og vi fortsætter linjen fra tidligere år med at opprioritere folkeskolerne. Vi skal hele tiden bestræbe os på at tilbyde den bedste mulige skolegang i Rødovre. De nye byggerier kan forhåbentlig også være med til at sætte gang i hjulene, så ordrebøgerne på de lokale virksomheder bliver fyldt. Det gavner beskæftigelsen, siger Erik Nielsen.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.